Maria Lucia vandt Teaterpokalen

det handler om at BLIVE til noget

Scenekunsten set med ”Unge Øjne” er et nyt tiltag, som Teater1 har sat i værk, og hvor vi giver et indblik i, hvad der rør sig hos de fremadstormende unge indenfor scenekunst både i vækstlaget og det professionelle miljø. Artiklerne er skrevet af skribenter mellem 20-30 år.
Af mathilde eusebius

jeg har en flok kritiske smagsdommere boende i min mave. de er næsten umulige at få til at tie stille – jeg har givet dem flere advarsler, kontaktet andelsboligforeningen, prøvet at hænge sedler op. de er især meget aktive tidligt om morgenen og sent om aftenen. de er på instagram og facebook, de er til fester med de vigtige folk, til familiemiddage med insisterende bordherrer, de råber og skriger, inden jeg tager til prøve på et af de der VÆKSTLAGSPROJEKTER. de er mine værste fjender, og de får mig til at sige ting, jeg ikke ville sige og tænke ting, jeg ikke ville tænke. 

meget af det, der omgiver mig, handler om at være noget. hvad er jeg, tænker jeg? ikke hvad kan jeg, hvad vil jeg, hvad gør jeg, men hvad ER jeg. er jeg amatør (undskyld, VÆKSTLAG)? er jeg nyuddannet? er jeg lige så god som de andre? er jeg lidt for tyk? ”jeg kommer fra en privat skuespillerskole på vesterbro”, siger jeg, og det er blevet mit skjold, min oneliner som jeg kan fyre af, for så lyder det måske lidt sejt og måske kan det aflede folk fra at sige ”gud, er det ikke svært at komme ind på skuespillerskolen?” og mig fra at blive afsløret.

jeg vil ikke afsløres. jeg vil blive ved med at holde mig oven vande og fake it till i maker it. jeg vil være noget. jeg vil klare mig. jeg vil være en succeshistorie, en af dem de andre ser op til, jeg vil leve af det lort, jeg vil opdages, jeg vil anerkendes, jeg vil jeg vil jeg vil og så vil jeg ikke. så er der dage. hvor jeg vil lægge mig under min dyne og ser netflix og ikke går op i noget, ikke er opsøgende, for jeg kan alligevel ikke en skid, og hvad er jeg egentlig? hvad kan jeg egentlig? hvad gør jeg egentlig? hvad gør mig egentlig anderledes fra alle de tusind andre mennesker med stramt træningstøj og små taljer, som jeg møder på min årlige selvpineri-parade på de rigtige, statslige skoler? alle vil det. vil jeg det mere end alle de andre? og jeg snakker med folk og ved, hvem de fleste er. han er fra statens, han må være noget særligt. hende der var med i en kortfilm, som vandt en pris. ham der siger, at han gerne vil være skuespiller, men han har vist aldrig rigtig lavet noget. hende der er totalt utroværdig. 

øh mig? hvem jeg er? (FUCK!) øhhh, på med salgstalen om alle de projekter jeg laver – tilføj et par buzzwords (VÆKSTLAG, søger om STØTTE, nævn et eller andet ETABLERET teater, hvor du har lavet en reading) og YES de ser mig som en af dem fra den alternative verden med noget på hjerte! jeg bliver til noget, for jeg adskiller mig fra alle de andre. jeg GØR noget. jeg vil noget. jeg bliver til noget! jeg bliver jeg bliver jeg bliver jeg bliver hjemme, og jeg vil ikke se mig selv i spejlet, jeg vil sove, og jeg vil være børnehavepædagog. jeg vil leve ligesom mine forældre. jeg får aldrig råd til en bil. læg et billede op på instagram, så det ligner, at du er ved at lære replikker til endnu et fantastisk VÆKSTLAGSprojekt OPDAG MIG.

alle andre har gang i meget mere end mig, og jeg så engang et inspirational qoute på insta ”comparison is the thief of joy” og jeg tænkte, det er rigtigt! og jeg skal også lade være med at sammenligne mig med andre. du er helt unik, og hver gang du går på scenen, skal du huske, at der er ikke nogen, der kan gøre det ligesom dig. vi vil altid være os selv og ingen andre ”be yourself because everyoone else is already taken”.

talent er ti procent, resten er hårdt arbejde, det handler om at aaaaaaarbejde, som de alle sammen siger, det handler om at networke, og du skal sælge dig selv – husk at hvis du ikke kan lide dig selv, hvorfor skulle juryen så kunne det, som en af mine højt betalte skuespiller-coaches fortalte mig dengang. og hvad er det egentlig, det hele handler om, kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv. hvad er det vi snakker om? og jeg kan ikke lade være med at tænke på den festival i norge, hvor vi lavede det kolde bord med alle de nordmænd, og det handlede om at lave teater sammen og om at udvikle og generere og om PROCESSEN og den rene proces, og hvordan man kunne snakke med en hær af nordmænd uden at tænke på, HVEM de var, kommer de fra den rigtige skole, gud hvilke fede projekter har du lavet. og jeg tænkte, de har sgu nok ret i det, alle de der mennesker som siger, at det bare handler om at aaaaaaarbejde. og jeg tænker, at jeg nok godt kunne bruge en sportscoach, der kunne sige noget med, at jeg skulle holde øjnene på bolden. og lære mig at være lige som de der fodboldspillere efter en kamp, som kan sige sådan noget med ”jeg scorede det mål, og det var sgu klasse, men jeg ved, at jeg har mere i mig, og det har jeg tænkt mig at vise til næste kamp” og noget med at forstå, at det hele er en proces og jeg er lige gået ind i den. og måske noget med at lære at lukke ned for smagsdommer-kritikeren, der bor i min mave og møde mig selv og alle andre lidt mere åbent.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk