Anmeldelse / april 2014

Et latterligt menneskes drøm

Spilleperiode: 20. november 2013 - 5. december 2014. Onsdag-fredag kl. 20.00 (dørene åbnes 45 min. før forestillingen). Billetter via Teaterbilleter.dk
Spillested: Kapellet ved Kulturhuset Assistens
Produceret af TELL to JOY
Instruktion: Slava Kokorin
Scenograf: Sergei Boguslavsky
Dramaturgisk bearbejdelse: Sasha Lystrup Andersen
Accordeon: Adam Ørvad
Medvirkende: Viktor Melnikov
Af Anne Liisberg

Et lille hus ligger i ly ved Assistens Kirkegården. Inden i huset gemmer der sig et lille kapel. Og i kapellet fortæller Viktor Melnikov og Adam Ørvad Dostojevskijs historie om Et latterligt menneskes drøm. En anderledes teateroplevelse i et særligt rum, der i sig selv er en opdagelse værd.

Ørvad sætter forestillingens russiske og eksistentielle ramme med sit vemodige anslag, inden Melnikov entrer rummet, åbner sin kuffert og fremdrager et manus og en kandelaber, som han skaber sit rum med. Vi sidder helt tæt på, næsten inde i det latterlige menneskes stue. For ham er det jo. Helt tyst starter han sin fortælling.

Et latterligt menneskes drøm er en novelle og følger derfor også genrens struktur. Den lille pige, der vækker fortællerens medlidenhed og river ham ud af ligegyldig livslede, er begivenheden. Hun bremser midlertidigt hans selvmordsdrift, så han i stedet for at skyde sig for panden, tænksomt falder i søvn. I drømmen skyder han sig i hjertet, for det er jo der kulden sidder. Død i drømmen føres han til Paradisets Have i himmelrummet, hvor alt er godt, indtil han selv indtager slangens rolle og lærer menneskene at lyve – og dermed åbner for alverdens civilisatoriske elendighed. Han vågner til en erkendelse af egen skyld og fyldt af en genopdaget moral og livsglæde, der fører til hans nye mission som bærer af sandheden. En sandhed, der af Dostojevskijs udsiges som: ”På 1 dag, på 1 time kunne alt blive godt, hvis blot menneskene husker, at de skal elske hinanden som sig selv”. Det latterlige menneske er således Dostojevskijs talerør, da hans sene forfatterskab netop kredsede om denne tanke/livsopfattelse, hvor følelser ikke underordnes viden eller som fortælleren undrende erkender: ”Min drøm var en stor følelse, men alligevel så virkelig”. 

Det er en meget statisk iscenesættelse i den forstand, at der ikke er meget krop på scenen. Historien er historien, og dramatikken skal findes i rummets fortættede intensitet, i Melnikovs stemme, der udspændes fint mellem fortællingens resignation og undren, glæde og sorg, tvivl og tro, og ikke mindst i musikken. Accordeonens klang sender os både tilbage i tid og mod Dostojevskijs russiske referencerum. Ørvad spiller i passager drømmende dejligt, men lokker i andre sekvenser ubehageligt uhyggelige tone ud af sit instrument. Han er en markant medspiller, hvis lydlige udtryk rammer i hjerte og mave og skaber et følelsesmæssigt, ordløst kontrasterende rum omkring den ordrige fortælling.

Fortællingen kan opleves som et lidt støvet, kulturpessimistisk gammelfarindlæg, men Melnikov formår at give fortælleren en dobbelttydighed balancerende mellem blasert spleen og ren uskyld, der gør figuren vedkommende. Forestillingen bliver dermed også - trods eller måske netop på grund af sin ganske tidsutypiske langsomhed og tunge tematik – både et helt aktuelt spørgsmål om meningen med livet og en æstetisk oplevelse, der udløser en refleksion, som ikke kun foregår bag panden, men som i fortællingens ånd også aktiverer følelser og stemninger.  

 

Læs mere om forestillingen og særarrangementer her

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk