Nyd en dugfrisk dansk monolog
Aarhus Teater
Turne rundt i hele landet
Livingstones Kabinet leger scenekunsten frem
Interview med syrisk dramatiker
Aarhus teater
Østre Gasværk Teater
Fredericia Teater
Aarhus Teater
Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Bellevue Teatret
Betty Nansen Teatret
Teatret Svalegangen
Republique, Store Scene
Tivoli
Religion
Driver teaterbranchen intern censur?
konsekvenser for det danske teaterlandskab.
Interview med Efva Lilja
Den Anden
Den Anden
Grønnegårds Teatret
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Fortællingens magt
Maria Lucia vandt Teaterpokalen
Det var LIVA der manglede
Nyd en dugfrisk dansk monolog

Her er ingen krise

Hvor står den moderne dans i Danmark netop nu? Dansehallernes svenske leder, Efva Lilja, giver sit bud på tilstanden i dansk dans, set indefra, med udenlandske øjne.
Af Rie Hammer

Er dansk dans i krise?Nej. Svaret lyder resolut og uden yderligere uddybning. Efva Lilja fastholder mit blik, som venter hun en forklaring på, hvorfor jeg spurgte.

Vi sidder på Cafe Baresso tæt ved Hovedbanegården, hvor solen steger, og trafikken buldrer forbi. Interviewet er sat til en lille time, inden Efva Lilja skal videre. Så der er ingen tid til udenomssnak, men det synes heller ikke relevant. For Efva Lilja taler målrettet, med en politisk præciserende agenda og et kunstnerisk nærvær, der løfter samtalen ud af det larmende byrum.

Så jeg spørger i stedet, hvordan hun anskuer den moderne dans netop nu?

”Jeg oplever den moderne dans udvikle sig med et vitalt og spændende udtryk. Især de yngre generationer søger nye udtryksformer og arbejder på andre måder end tidligere. Fokus har flyttet sig. Deunge dansereer ikke så interesserede i den traditionelle teknik og de klassiske grundtrin, men mere i at undersøge dansen som en konceptuel og skabende arbejdsproces. Det betyder også, at de opsøger samarbejdspartnere, som matcher deres idemæssige visioner, hvilket er med til at trække andre formsprog ind i den moderne dans. De nye trin og koreografiske koncepter betyder, at vi, og ikke mindst anmelderstanden, skal være parat til at udvide dansens begrebsverden, når der skal vurderes kvalitet.”

Det at få nye øjne på dansen handler ikke kun om ros og anmelderstjerner, men mere om at få vendt politikernes kassetænkning og økonomistyrede blik på scenekunsten, Efva Lilja fortæller:

”Mange moderne dansere arbejder med publikum, og det udmønter sig typisk i forestillingen med få stolepladser. Men det er ikke relevant for dansens succeskriterium at tælle antallet af solgte stolesæder, vi må få dansen kvalitetssikret og ikke kvantitetsbåret og vise politikerne, at dansen skal vurderes anderledes.”

Mangler politisk vilje

Efva Lilja har en determineret tro på at løfte den moderne dans ud af politikernes skyggeside og få skabt et hus og et miljø, hvor dansere og koreografer fra såvel ind- som udland kan mødes og dele erfaringer. Vejen frem imod et stærkere dansemiljø, mener Efva Lilja, er bl.a. at samarbejde med andre kunstarter fx nycirkusartister, komponister, billedkunstnere etc.

Men visionerne er langt fra løftet ind i virkeligheden:

”Som tingene er nu mangler den koreografiske scenekunst et dynamisk miljø, som kan stimulere og udvikle mødet med offentligheden og styrke de kunstneriske visioner. Det skyldes udelukkende en manglende politisk vilje til at støtte op om den moderne dans. Problemet er, at den manglende økonomi rammer danserne. Der findes en stor mangfoldighed inden for moderne dans og et stort potentiale. Men danserne og koreograferne skal have plads til at udvikle sig. Det tager tid, og som det er nu, bliver mange stoppet midt i arbejdsprocessen.

Et andet problem er, at dansen mangler inspiration udefra. Det er vigtigt at se hinanden og udveksle erfaringer, men de store udenlandske dansekompagnier har i årevis undveget Danmark, for der er ingen midler til at indkøbe gæstespil for. Dansehallerne fik sidste år otte mio. kr. i driftsstøtte af Kulturministeriet og 5,7 mio. kr.af Københavns Kommune, og det kan ikke finansiere et professionelt dansemiljø eller repertoire. Til sammenligning modtager Dansens Hus i Stockholm 38 mio. kr., mens Dansens Hus i Oslo får 44 mio. statsfinansierede støttekroner. Det er ikke for at klage, men blot for at perspektivere, hvilke økonomiske vilkår det danske dansemiljø er underlagt.”

Ingen tradition for dans

I dag kæmper dansen, sammen med resten af scenekunsten, om at komme til orde i et bredt udbud af kulturelle oplevelser. Dans sælger ikke sig selv – og slet ikke i provinsen. Det blev fx realiteten da Det Kongelige Teater måtte aflyse den anmelderroste fusionsballet I Føling (2014), da den skulle på turne i Esbjerg. For danseforestillingen solgte ikke, og i stedet blev de få interesserede publikummer, som havde købt billet, tilbudt buskørsel til en ekstra forestilling i København.

Men skal dans kun være for storbyborgere – eller hvad skal dansen stille op mod disse udfordringer? Efva Lilja svare:

”Når der ikke kommer publikum i provinsen, må man finde andre måder at annoncere sine danseforestillinger på. Vi må vække publikums lyst til at opsøge dansen. Problemet er, at når du aldrig har haft kontakt til dansens verden, så går du jo ikke pludselig hen og ser en ukendt danseforestilling. På biblioteker kan du orientere dig om alle de genrer, du vil, og få hjælp af en bibliotekar – men hvor mange ved noget om dans, og hvor skal de få hjælp til at vide mere?

I den bedste verden skulle alle børn have tilgang til dans igennem uddannelsesinstitutionerne. Men i Danmark er der ikke en tradition for dans i skolen, og den er ikke implementeret som andre kulturelle genrer i danskernes bevidsthed. I Sverige møder alle børn dans i folkeskolen. Det betyder, at dansen bliver del af en kulturel tradition, som siden er naturlig at opsøge. Sådan er det ikke i Danmark. Men publikum er her – så det er igen et udtryk for et politisk valg, eller nærmere fravalg, når der fra regeringen ikke sættes ind på at styrke dansen i danskernes bevidsthed.”

Dans som samfundsopbyggende instans

Efva Lilja har som sagt en politisk agenda for sit projekt, og det handler lige så meget om at udnytte dansens kundskaber til at styrke kommunikationen, forståelsen og respekten for hinanden i samfundet:

”Dansen og koreografiens forskellige udtryksformer behøver ikke kun relatere til scenen. Den behøver scenens magi – så den kan flytte publikums tanker til nye steder. Men dansen skal som kunstart lige såvel kunne kommunikere, flytte grænser og berøre vores samfundsstruktur.”

Et eksempel på dette er et af Efva Liljas egne projekter, som var et treårigt forskningsforløb, hvor hun sammen med sit daværende dansekompagni brugte koreografi og dans som redskab til at give en gruppe indvandrerbørn mulighed for at fortælle om deres liv.

Eleverne boede i et socialt udsat boligbyggeri i udkanten af Stockholm og følte sig ikke som del af det etablerede samfund. Deres sprogkundskaber var svage, og de var ikke vant til at sætte ord på deres drømme og frustrationer. Efva Lilja fortæller:

”Gennem bevægelsen oplevede eleverne at få sat form på deres sorger, glæder og tanker. Denne gruppe var kendt for ikke at være særlig lydhøre over for autoriteter, men da de oplevede, at vi rent faktisk lyttede til deres fortællinger, så hørte de også på, hvad vi sagde. Gennem dansen opnåede vi kontakten og fik etableret en gensidig respekt og kommunikationsform, som de unge siden kunne arbejde videre med i samfundet.”

Et andet af Efva Liljas forskningsprojekter gik ud på at undersøge, hvordan klimaet påvirker menneskets bevægelsesmønstre og kulturelle og sproglige udvikling. Derfor henlagde hun sit arbejde til de arktiske islandskaber for at teste, hvordan mødet med den ekstreme kulde påvirker kroppen og som følge deraf forplanter sig i kommunikationen med omverdenen. Og netop denne fysiske tilgang til forskning kan give en dybere indsigt i mennesket og vores kultur, som Efva Lilja selv fortæller: ”Noget af det særlige, som koreografi kan give os, er et rum til andre måder at arbejde på, så vi kan lære mere om os selv og vores kultur gennem kroppen.”

Og Efva Liljer afslutter med en vision for dansen: ”Jeg ønsker, at Dansehallerne kan få lov at udvikle sig til at blive et stærkt nationalt navn for den koreografiske scenekunst, som skal interessere, berøre og provokere publikum til at få nye tanker og indsigter i det at være et tænkende og sansende menneske!”

 

FAKTA

Efva Lilja f. 1956

Svensk danser, koreograf og professor i koreografisk komposition.

Uddannet danser og koreograf bl.a. fra Danshögskolan i Stockholm og hos Merce Cunningham i New York.

1985-2005 koreograf og kunstnerisk leder ved E.L.D. Forum För Ny Koreografisk Scenkonst i Stockholm.

2003-2006 Professor i koreografisk komposition ved Danshögskolan i Stockholm.

2006-2013 Rektor for DOCH Dans og Cirkushögskolan i Stockholm

2014 Sagkyndig i kunstnerisk forskning for Utbildningsdepartementet i Stockholm.

Har gennem sin karriere arbejdet i flere end 35 forskellige lande og skabt et stort antal forestillinger, installationer, film og billedkunst samt skrevet adskillige bøger og artikler. Har iværksat mange internationale tiltag for at styrke kunstneres muligheder for at virke og forske.

Dansehallerne er en selvejende institution med driftsstøtte fra Kulturministeriet og Københavns Kommune. Hovedafdelingen ligger i Carlsberg Byen og en mindre afdeling i Aarhus. Hvor Dansehallernes fysiske fremtid ligger, er ikke afgjort, men kontrakten med Carlsberg Byen gælder kun frem til slutningen af marts 2017.

 

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk