Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Artikel / maj 2017

Jeg siger tak for nu – til Aarhus!

Palle Granhøj har nedlagt sit dansekompagni efter års tovtrækkeri med Aarhus Kommune om økonomisk opbakning. Nu genskaber Granhøj sig selv og sin kunst i nye omgivelser. Men hvad betyder det for en kunstner at skulle gentænke sig selv, sin kunst og sit publikum?
Af Palle Granhøj

Jeg var naiv og troede på, at kulturpolitik handlede om kunstnerisk aktivitet … jeg tog fejl. Så jeg lukkede mit livsværk Granhøj Dans efter 27 år i Aarhus og flyttede væk.

Jeg rejste af sted i uge otte, alene til en næsten øde ø ud for Afrikas kyst (der var fyldt med nordmænd). Jeg måtte væk og få styr på mine frustrationer, ikke mindst over den behandling, som Aarhus Kommune havde givet mig efter mere end 30 års kunstnerisk virke i byen. Resultatet blev et færdigt “manuskript” til Rethink “Fuck” – with love to Aarhus og i stedet for ”Fuck you, Aarhus” – som var udgangspunktet – siger jeg nu tak!

Hvorfor tak?

Fordi ellers ville denne ide til forestillingen jo slet ikke være opstået, vel?
Så jeg kalder den et øjebliksportræt af mig selv.

For selv at forstå, hvad der sker, så siger jeg det sådan her:

Jeg beviste, at jeg kunne skabe landets bedste gæstespilsscene for dans ved GRAN-teater for dans i otte år. 
Jeg beviste, at jeg kunne skabe landets mest spillende dansekompagni ved Granhøj Dans de seneste seks år. 

Nu vil jeg bevise (over for mig selv), at jeg tør lade være – og kun være kunstner uden et hus.

Min nye forestilling, Rethink “Fuck” - with love to Aarhus, har afsæt i mine tidligere forestillinger.

Enhver ved, at en pianist kun har de hvide og sorte tangenter til at skabe sine værker ud fra, og jeg tror ikke, at nogen vil bebrejde vedkommende, at han bruger netop de tangenter igen i et nyt musikalsk værk.
En klassisk koreograf skabte, i de gode, gamle dage, på samme måde en ny koreografi ud fra de eksisterende klassiske trin og positioner.
Det gør jeg også nu og går på opdagelse i mine egne – forhåbentlig – originale scener og genskaber så disse i nye sammenhænge.
Til sammenligning skabte jeg Dance me to the end on/off love (2010) ved at se tilbage på mine tidligere værker. Situationen mindede om den nuværende, idet Granhøj Dans pludselig blev beskåret i støtte. Det ’tvang’ mig selv tilbage på scenen efter 17 års fravær. Den kommende forestilling bringer mig igen tilbage på scenen, 57 år gammel (gad vide, om publikum overhovedet orker at se på det?).

Det er, som om historien gentager sig. I mit lange liv i dansens verden har jeg set en lang række institutioner blive fastetablerede, fx Dansehallerne, Bora-Bora, Performing Arts Platform, Videnscentret. 

Men er der kommet tilsvarende nye faste kompagnier?
Svaret er nej! – Lige med undtagelse af Aaben Dans i Roskilde. 
Mens disse ret dyre institutioner er blevet finansieret, er der så kommet flere penge til projekter?
Svaret er nej!

Hvis man skal diskutere, hvordan man bedst styrker dansen – vel at mærke uden yderligere midler til området – vil det være sundt at kigge på fordelingen mellem kunst og administration, kunstproduktion og institutioner osv.
Det er her, jeg finder problemets grundkerne.
Altså at opbygge store og dyre institutioner under dække af, at de skal være med til at udvikle dansen og ville kunsten – mens det udsulter essensen, forstået på den måde, at kunstproduktionen er status quo.

Hvordan skal man forestille sig, at kunsten udvikler sig, når det kun er de administrative funktioner, der oplever øget interesse (støtte)?

For mig handler det altid om at opfatte et værk ud fra et bæredygtigt princip – det vil sige, at når et værk endelig er blevet skabt, så skal det for pokker da også bruges til noget!
Mange af mine forestillinger har spillet over 100 gange, og det giver basis for et stort erfaringsgrundlag til at bygge videre på, både i forhold til antallet af mulige opførelser, antallet af publikum og ikke mindst mødet med så mange forskellige kulturer som muligt, som forestillingen kan blive vurderet af.
Her mener jeg ikke kun København over for Lemvig – hvilket er meget vigtigt – men selvfølgelig dét at komme til udlandet og mærke konkurrencen og forskelligheden af reaktioner.
Jeg ved, hvad jeg taler om, for mine værker har været repræsenteret i indtil nu 49 forskellige lande lige fra Østen, Mellemøsten, Afrika, Syd- og Nordamerika til selvfølgelig Europa.

I dag hersker der – ikke kun ude i forbrugsverdenen, men også i vores kunstneriske verden – en ’brug og smid væk’-kultur. Tænk på, hvor mange forestillinger der spiller et fåtal af gange, og hvor mange gange ser vi ikke, at tre forskellige større teatre i Danmark sætter samme stykke op inden for en enkel sæson?

Kan det virkelig ikke tænkes, at der er en anden og mere effektiv måde at bruge de få støttemidler på?

At flytte fra Aarhus var en stor beslutning. Samarbejdet med de andre kulturinstitutioner var fine – nogle var ovenikøbet meget fine. Publikum var fantastisk både i antal og i opbakning, og sponsorerne bakkede uopfordret op – så der var kun ét meget stort problem.

Det var det officielle Aarhus. Forvaltningen, rådmandsstyret og ikke mindst dét at skulle forhandle med den samlede fløj af politiske partier, lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti.

Granhøj Dans var en succes, men selv mens vi spillede 100-140 forestillinger om året, havde fem forskellige produktioner på turne, blev nomineret til eller vandt Årets Reumert og igennem hele vores virke satte Aarhus på landkortet, ja, selv i disse år var det et snævert flertal i byrådet, der afgjorde Granhøj Dans’ fortsatte eksistens.

Til sidst orkede jeg ikke denne kispus mere og stillede dem et ultimatum. Det gjorde jeg vel vidende, at ’det er det eneste, man aldrig skal gøre’. Da jeg kunne se, at der ikke længere var et politisk flertal bag mig, tog jeg konsekvensen, og en uge efter havde de straks fordelt størstedelen af de 2,4 mio. kr., jeg indtil da havde fået, til alt muligt andet end danseproduktioner. Dér blev det klart for mig, hvor hård en kamp jeg egentlig havde ført.

I dag har Granhøj Dans adresse c/o Teater Nordkraft i Aalborg og samarbejder derudover i Danmark med Kappelborg i Skagen, Odin Teatret i Holstebro, Roskilde Teaterforening, Teater Momentum i Odense, Teaterøen i København og også sammen med Randers Egnsteater, hvor mine forestillinger sættes op, så publikum i Aarhus ikke skal rejse så langt for at se mine værker.

Fra udlandet har næste produktion residency i Prag og Toscana og slutter inden premieren af i Aalborg.

Jeg har søgt og håber, at Statens Kunstfond vil støtte dette nye initiativ, men svaret kender jeg først medio april.
Granhøj Dans’ fremtid ligger nu i deres hænder.
 

FAKTA

Palle Granhøj, f. 1959

Dansk danser og koreograf. Granhøj er autodidakt danser med idrætsbaggrund.

I 1990 stiftede han kompagniet Granhøj Dans i Aarhus.

Fra 2001-2007 stifter og ledede Palle Granhøj GRAN-teater for dans, der var landets første gæstespilsscene uden for København, og som i dag er blevet til Bora-Bora.

RETHINK “FUCK” - with love to Aarhus har urpremiere den 31. marts på Teaterøen i København.

Palle Granhøj har udviklet sit eget koreografiske ’obstruktionssystem’, baseret på begrænsning af bevægelsen og demonstreret i fx Body Fluid (1994, video 1997) med danserne inde i en kæmpe våddragtspose og i Foot Face (2002) med danserne oven på et stort glasbord og publikum nedenunder. Kompagniet turnerer hyppigt, også internationalt.

Granhøj Dans har vundet Reumert for Årets Danseforestilling for Headbreak (2000), Men & Mahler (2013) og Rite of Spring – extended (2014) og var nomineret for W[doubleyou] – UNDERTOW (2009) og Dance me to the end on/off love (2010).

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk