|
|
|
 - Ifølge Stuart Lynch er Reid Harringtons ”The Passion Project” performance et eksempel på den forandring der er på vej i kunsten. Det er ikke det konstruerede, der interesserer her, men stumfilmens helt ægte, rå og oprigtige spillestil som den kommer til udtryk i Dreyers kultfilm ”Jeanne d’Arc”. (foto: Kaleidoskop/PR)
Af Mette Garfield Mortensen
Koreografen og performance-kunstneren Stuart Lynch er en ildsjæl med mange jern i ilden inden for både dans, teater, koncept- og performancekunst. I efteråret var han kurator for performance-festivalen PSK på Kaleidoskop. Her fortæller han om intentionerne bag festivalen, om sine egne arbejdsmetoder og om Københavns alt for fraværende performance-scene.
Teaterinstruktøren, koreografen, underviseren og performancekunstneren Stuart Lynch har haft meget at se til det forløbne år. Han har turneret meget uden for Danmark og har vundet flere priser for sine solo- samt gruppeværker for eksempel ”Paradance Fable” og ”24 Hour Performance”. Hans kompagni Paradance Theatre har fået støtte af Kunststyrelsen til at producere egne værker til 2008/09 sæsonen, og så var han kurator for Performance Space København festivalen på Kaleidoskop, hvor 3 performancegrupper fra New York var inviteret til at vise deres vidt forskellige opførelser for et dansk publikum.
Der er ingen tvivl om, hans engagement i og viden om en kunstart, der desværre ikke er særligt levende i det danske teaterlandskab: Performanceteatret. Hans værker er svære at genrebestemme og spænder over dans, teater, koncept- og performancekunst.
Lynch er uddannet kunstmaler og skulptør, og hans første fysiske træning var inden for løb og kampsport. I 1989 mødte Lynch den legendariske japanske danser Min Tanaka og begyndte at studere Tanakas danse og bevægelsessystem Body Weather og rejste derefter til Japan for blive en del af Tanakas Mai-Juku Dance Company.
I 1993 flyttede Lynch til Australien og blev co-instruktør af det australske danseteater De Quincey/Lynch. Da han vendte tilbage til Europa i 2000, skabte han kompagniet Paradance Theatre, der skal producere værkerne ”The Absolute All Ego Show” og ”The Artaud Engine” i den kommende sæson.
 - En af de new yorker performere, Stuart Lynch valgte til PSK i november 2007 var Jeremy Wade med forestillingen ”Glory”. (foto: Kaleidoskop/PR)
En cowboy-agtig performance
Lynch fortæller om sin arbejdsmetode og om, hvordan han på grund af manglende ressourcer måtte lave performancen ”The Touch of a Vanished Hand”, der omhandlede hans mors død, på sin egen cowboy-agtige performance-måde. Og til spørgsmålet om hvad en cowboy-agtig performance-måde er, svarer han:
- I Japan fandt jeg en måde, jeg godt kunne lide at arbejde på. Dér laver man performances meget hurtigt. Og jeg taler ikke om koreografien, men om selve strukturen af performancen. I Japan kunne strukturen blive til kun to dage før en gruppeperformance havde premiere, og nogle gange på selve premieredagen! Så det minder mere om at male. Man øver forskellige scener eller billeder, så man har noget materiale, og det sætter man så sammen nogle dage før premieren – det er som at flytte rundt med legoklodser. Jeg arbejder stadig på samme måde.
Lynch forklarer også, hvordan denne metode giver en særlig relation til publikum:
- Det bliver nærmest som at improvisere, men uden at improvisere, og det giver en unik relation til publikum – performerne har lidt en tilgang til forestillingen, der siger: Let’s see what happens!
Stuart Lynch er energisk og fortæller næsten med hele kroppen. Hans talestrøm afbrydes ind i mellem af, at rejser han sig op stiller sig ud på gulvet for at accentuere, hvad han forklarer på et meget charmerende, britisk gentleman-engelsk. Eller pludselig forsvinder han ud af døren for at finde en brochure, en film eller lignende, han vil vise.
- Nu arbejder jeg meget med en arbejdsmetode der hedder Bisaku, der betyder ”langsom bevægelse” på japansk. Selvom det ikke kun handler om at bevæge sig i slow motion, men at man for eksempel aftaler gruppen imellem: vi begynder med din solo, og når den er slut, tager dit billeder over, og når man hører denne lyd: ding!, så er det jeres duo, der er på samtidig med det andet billede, og alle gør det i forskelligt tempo. Det er altså meget komplekst, men også relativt simpelt, og man behøver ikke øve det så meget i studiet – det er som at redigere.
Det vigtige med denne arbejdsmetode bliver selvsagt, at performerne skal være virkelig dygtige. Som Lycnh siger det:
- Man bliver nødt til at arbejde med folk, der virkelig ved, hvad de gør. Og man kan sige, at strukturen egentlig er selve kunsten. Da jeg er uddannet maler og konservator, ved jeg meget om komposition. Jeg har studeret det matematiske inden for maleriet meget, så derfor ved jeg, at det handler om at sætte elementerne i en performance helt rigtigt sammen alt efter, hvad det er for en performance, man laver. Jeg kender selvfølgelig også til den basale dramaturgi og bruger også disse fortællesystemer”.
 - Råt, poetisk og oprigtigt var Jeremy Wades ”Glory”, hvor pas de deux’en ender med at parret ruller rundt på gulvet, og kvinden råber ind i partnerens krop. (foto: Kaleidoskop/PR)
Anti-site-specifik
Lynch er blevet træt af at finde inspiration i rummet, som performancen skal opføres i, men bruger dog nogle gange dette som udgangspunkt til strukturen af sine performances.
- Jeg lavede mange performances i 1990’erne, der var site-specifik, og den træning, der hedder Body Weather, som jeg underviser i, handler også meget om at lade kroppen blive et med det miljø, den er i. Men jeg er blevet træt af det. Jeg har set for mange performances, der finder sted i en gammel fabrik, og som bruger det rå rum – hvor væggene er brudt ned, siger Lynch smilende og laver nogle patetiske bevægelser med hovedet og armene.
Med sin 24 Hour Performance forklarer Lych, at det han gerne vil have frem, er det rå, kraftfulde udtryk, der til sidst opstår i kraft af, at performerne er på i 24 timer og derfor til sidst ikke længere kan gemme sig bag deres tricks, men efterhånden fremstår helt rå og med en særlig kraft.
Vil gøre opmærksom på performance-genren
Festivalen PSK – Performance Space København – blev til i samarbejde med Kaleidoskop, og udover tre forskellige forestillinger bestod festivalen af arrangerede paneldiskussioner og artist talks.
Lynch fortæller, at programmet for PSK festivalen selvfølgelig er sat sammen af så forskellige performances som muligt. Han måtte til sidst vælge ud fra ren og skær mavefornemmelse, da der er så mange grupper i New York, som er fantastisk gode. Men han ville gerne kunne vise et eksempel på en gruppe, der lavede forestillinger, hvor de selv udfører alt scenearbejdet på scenen under forestillingen. En genre man ikke har set på de danske teaterscener, men som man længe har kunnet opleve i New York, ifølge Lynch.
- Den danske performancescene mangler et sted at udfolde sig. En scene, hvor den kan eksperimentere og udvikle sig. I de andre nordiske lande er der et meget fint netværk og en god udveksling imellem og blandt performance-kunstnerne, så de rejser rundt på kryds og tværs og optræder, men de flyver hen over Danmark, desværre. Så intentionen med PSK var at skabe en opmærksomhed og festival for performancekunsten i Danmark, og meningen er, at festivalen skal gentages de kommende år med kunstnere fra blandt andet Australien og England og dermed også gøre opmærksom på, at vi mangler en særlig scene for performancen i København, siger Lynch.
Performancescenen i New York er på vej mod en ny oprigtighed, hvilket blev tydeligt i performancene og i samtalerne med blandt andre kunstnerne bag værket ”The Passion Project”. Hvor scenen førhen har været præget af blandt andet grupper som The Wooster Group, der gør en dyd ud af det distancerede, konstruerede, kunstige og meta-orienterede i deres forestillinger, er det det modsatte, der optager Reid Farrington, instruktøren af The Passion Project, der re- og dekonstruerer Carl T. H. Dreyers berømte mesterværk ”Jeanne d’Arcs lidelse og død”. Reid Farrington og hele holdet er betagede af billederne af skuespillerinden, der spiller Jeanne d’Arc, Renee Jeanne Falconettis ansigt og stumfilmens helt ægte, rå og oprigtige spillestil.
En anden af New Yorker-kunstnerne, Jeremy Wade, bevægede ligeledes med et råt udtryk og de bogstaveligt talt nøgne bevægelser og kroppe i anti-danseforestillingen ”Glory”. De to dansere, en mand og en kvinde, indleder en abrupt og akavet pas de deux, som udvikler sig til et larmende kys. De to dansere ruller nøgne rundt på gulvet sammensmeltede ved deres munde, mens kvinden råber ind i mandens mund. På én gang råt og poetisk og ikke mindst rørende oprigtigt.
 - Der er så mange performance-grupper at vælge imellem i New York, at det blev Lynchs mavefornemmelse, der afgjorde hvem han inviterede til København og Kaleidoskop. Iblandt dem var Radiohole. (foto: Kaleidoskop/PR)
|
|
