|
|
|
 - Kenneth Greve som Odysseus i Neumeiers ”Odysséen”.
Af Christina Brøndsholm Andersen
Kenneth Greve skal fra august 2008 være ny balletmester ved Den Finske Nationalballet. Teater 1 har mødt ham til en snak om hvilke tanker han gør sig om sit nye job.
- Undskyld, hallo? Gider du at gå et andet sted hen og tale i telefon; vi sidder og prøver at snakke sammen her...
Vi sidder på Gamle Scene en tidlig morgen i december udenfor en af de store prøvesale, hvor scenearbejdere er i gang med at stille en kulisse op. Det larmer en del. Det er vilkårene på et teater. Men private samtaler på gangen under et interview er ikke acceptable; Kenneth Greve taler venligt, men bestemt til den mobiltalende scenearbejder, som straks fortrækker.
Og det venlige, men bestemte er et hovedindtryk ved Greve. Han ved, hvad han vil, og han arbejder med et stort engagement stædigt hen imod det. Et andet hovedindtryk er seriøsitet, grundighed og perfektionisme. Efter interviewet skal han før morgentræning lige nå at lave nogle følgespots, der ikke er helt som de skal være i hans nye Nøddeknækker... Han sidder i øjeblikket og ser alle forestillingerne og tager noter så han kan rette det, der ikke er i orden og sniger sig helst ind når lyset netop er slukket for at opleve publikums uforbeholdne reaktion på forestillingen.
De sidste år har budt på spændende og udfordrende roller for Greve, men til sommer danser han af.
- Det er lidt vemodigt at skulle stoppe med at danse og samtidig kan jeg da godt mærke, at jeg har løftet rundt på mange damer... jeg lavede min første ”Svanesø”, da jeg var nitten, og her elleve produktioner senere begynder det at kunne mærkes i kroppen.
Kenneth Greve er født 1968. Uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole og School of American Ballet i New York. Ansat ved New York City ballet i1985, American Ballet Theatre i 1986, Pariseroperaens Ballet i 1987, hvor han blev udnævnt til Danseur Etoile, Stuttgarter Ballett i 1989 og Wiener Staatsoper i 1990. Vendte i 1992 tilbage til Det Kongelige Teater som solodanser. Instruktør ved Den Kongelige Ballet siden 2006. Balletmester ved Den Finske Nationalballet i august 2008. Kenneth Greve har haft hovedpartier i et hav af balletter, og har også selv koreograferet en del ting, bl.a. ”Strings” på Det Kongelige Teater i 2005, "Lux" i Solbjerg Kirke 2007 og senest "Nøddeknækkeren" på Det Kongelige Teater 2007.
 - Kenneth Greve som Prinsen og hans hustru Marie-Pierre Greve som Havfruen i Neumeiers ”Den Lille Havfrue”. Marie-Pierre Greve forlader også Den Kongelige Ballet og følger med til Finland. (Foto: Henrik Stenberg)
Stort gå-på-mod
At karrieren skulle fortsætte som balletmester er en tanke Greve har leget med gennem længere tid.
- Jeg har længe haft det på ønskelisten over noget, jeg gerne ville lave. Da jeg blev klar over, at positionen som balletmester ved Den Finske Nationalballet var ledig, var det med stor forventningsfuldhed at jeg søgte; faktisk blev jeg opfordret til det af Frank Andersen, og det var en meget fin cadeau og var også med til at styrke min selvtillid i forhold til at søge stillingen.
Greve er meget sikker i sit svar da jeg spørger om, hvorfor han tror han blev valgt.
- Jeg tror, at de faldt lidt for at jeg har et stort gå-på-mod og at jeg er meget engageret. En anden ting er min store internationale erfaring. Jeg har danset i mange forskellige kompagnier og haft nogle af de allerbedste læremestre som f.eks. Mikhail Baryshnikov, Peter Martins og selvfølgelig Rudolf Nurejev. I alle de forskellige kompagnier jeg har været har jeg set hvad der gør en balletmester god. Jeg har set, hvordan man bedst muligt opnår respekt og autoritet, og hvordan man uddelegerer arbejde. Og et sted som Finland trænger i den grad til at få et skub bagpå.
 - Kenneth Greve og Marie-Pierre Greve i Jorma Uotinens ”Le Sacre du Printemps”. Sammen med Neumeiers ”Odysséen” og ”Den Lille Havfrue” en af de mange spændende og udfordrende roller Greve har danset for nylig på Det Kgl. Teater. (Foto: Henrik Stenberg)
Der skal støves af
Det er et relativt ungt balletkompagni Greve skal være balletmester for. Det er grundlagt i 1920 af russere og placerer sig således mere over mod en østlig ballettradition. Samtidig har de et ret stort moderne repertoire, Jorma Uotinen har bl.a. været balletmester der i en årrække.
- Det er faktisk et rigtig fint kompagni, jeg skal være chef for. Det er ret stort; de har 82 fastansatte dansere, 6 på korttidskontrakter og nogle der er produktionsrelaterede og 300 elever i skolen. De er dygtige teknikere og de har en fin skoling; de er lidt russisk stilede og det er måske lidt gammeldags. De har et stort repertoire af både klassiske og moderne værker; men har måske haft det problem at de har danset så meget forskelligt, at det ikke helt ser ud som klassisk når de danser klassisk. Og det er blandt andet det, som jeg skal arbejde hen imod.
Men alting trænger faktisk til et skub i Finland; danserne, PR, den daglige drift af teatret. Der skal støves lidt af deroppe, altså på en konstruktiv måde. Der er nogle regler og gamle traditioner, som de slæber rundt på som en dum bagage og det skal der tyndes ud i.
- Der mangler noget nytænkning. For eksempel sad jeg til et møde deroppe og så er der nogle, der siger: Jamen man kan ikke stoppe en prøve. Så siger jeg: ”Hvorfor kan man ikke det? Det er jo bare en prøve”. ”Det gør vi ikke”, siger de så. Så siger jeg: ”Giv mig én god grund til det”... Øh... så begyndte de at lede kraftigt og så siger de: ”Sådan har det altid været”...! Det er for mig ikke en ret god grund! ler Kenneth Greve.
- Her har jeg den fordel, at jeg kommer udefra og kan gå ind og sige, at det er sikkert rigtig godt det I har gjort indtil nu, men, det jeg kan ikke forstå hvorfor, og det bruger jeg ikke.
Der er ingen tvivl om, at Greve er entusiastisk optaget af sin kommende opgave og at Den Finske Nationalballet vil blive udfordret af deres kommende balletmester. Men på en venlig, kompetent og lydhør måde.
Finnerne er til det ekstreme
Kenneth Greve har endnu ikke lagt sig fast på en specifik kunstnerisk linie eller et specifikt repertoire han vil introducere i Finland.
- Jeg vil gerne arbejde hen imod at give Den Finske Nationalballet et bestemt image. Jeg er ikke sikker på hvad jeg vil satse på endnu, for jeg kender ikke kompagniet godt nok. Jeg skal op og finde ud af, hvad det er jeg skal dyrke hos dem. Sidst jeg var deroppe til nogle møder gik jeg ind og lavede morgentræning med danserne. Det var lidt af en overraskelse. Jeg gik ind i træningssalen et minut i 10 og spurgte: ”er der et sted, jeg kan stå?” Og så stod de lidt og tænkte hvad fanden gør vi nu? Nu står den nye balletmester med på skolen... Men jeg stod bare og lavede min træning og smugkiggede selvfølgelig også lidt.
- Jeg har også tænkt mig at tage op og undervise dem så snart jeg overhovedet kan. De får nok er chok, for jeg giver en hård skole; jeg skal nok prøve at være lidt forsigtig. Men jeg vil gerne give dem det signal, at nu starter vi en ny æra. Vi prøver at lave lidt om, vi prøver at give det et los bagi og det tror jeg egentlig også de ønsker.
Greve har dog en klar idé om hvilken retning den kunstneriske linie skal gå i.
- Jeg vil satse på det lidt mere spektakulære og ekstreme. For jeg skal jo også forholde mig til et andet publikum. Det finske publikum er et mindre hyggeligt publikum end det danske. Deroppe er det mere lige på. Finnerne kan godt lide det lidt mere ekstreme. Jeg opfatter dem som sådan lidt forsigtige i begyndelsen, de kan synes lidt kolde; man skal lige ind under skalden på dem nede i saunaen. Og når man så er kommet ind i varmen, så er de meget åbne og venlige og storsindede. Det er et uhyre følsomt folk. Når de begynder lige pludselig at udfolde sig kunstnerisk så kan man blive meget overasket. Det kommer meget spontant ud og bliver meget voldsomt. Vi kender det lidt fra vores egen Sorella Englund, der jo i den grad kan få følelserne ud. Det ekstremt følsomme er ligesom en skjult kvalitet ved dem synes jeg. Den side skal selvfølgelig dyrkes i repertoiret.
 - Kenneth Greve dansede sin første ”Svanesøen” da han var nitten og det er nok den ballet, han har lavet mest. Her er han sammen med Silja Schandorff. I august 2008 skal han koreografere en ny version af ”Svanesøen” i Prag. (Foto: Henrik Stenberg)
Dans skal røre
Finlands kommende balletmester er ikke i tvivl om, hvad han selv synes er god dans; den skal røre. Og naturligvis også være velgennemtænkt og teknisk godt udført. Men først og fremmest røre.
- Det er de mere følelsesbetonede balletter jeg holder mest af; balletter hvor jeg føler, at jeg bliver rørt. Sådan en som ”Romeo og Julie” og ”Sylfiden”, det falder jeg jo for. Da jeg endelig fik lov at se Neumeiers ”Den Lille Havfrue” selv, synes jeg det var meget rørende og meget følelsesbetonet. Jeg kan også blive meget opstemt af Mats Eeks "Tornerose".
- Men også moderne abstrakte balletter kan jeg blive helt vildt begejstret for. Fx ”Turadots Drøm” af Alexei Ratmansky. Den kunne jeg godt lide. Den røde tråd i den var omkring 400 meter lang og klippet over 20 gange, jeg anede ikke hvad pokker der foregik på scenen, men jeg var underholdt og sad helt fremme på stolen. Han lavede trin og trinkombinationer som var meget smukke og krævende. Så det er jeg også underholdt af og det er jeg også glad for.
Det Kenneth Greve selv synes er det mest interessant at danse er balletter, der er kunstnerisk udfordrende både teknisk og indfølingsmæssigt. Og det kan variere en del. For Greve gennemanalyserer sine roller og opsluges af karaktererne.
- Jeg var meget glad for at danse en ballet som Neumeiers ”Odysseén”, Men også balletter hvor rollerne egentlig ikke har så meget dans kan ofte være meget krævende at lave. Ja nu ved jeg godt at det lyder åndssvagt, men det kan faktisk godt være krævende at lave Junker Ove i ”Et Folkesagn”. Hvis du virkelig er følsom og føler dig inde i rollen, så kan du blive helt opslugt af det; også selvom man kan sige at balletten måske mere er en slags børneballet. Men jeg kan blive meget opslugt af sådan en lidt besynderlig ting, som mange ville sige er lidt kedeligt. Men det er det ikke synes jeg. Ok, i hele 3. akten sidder vi og fletter fingre go kigger på de andre der danser; men noget af begyndelsen er interessant; Junker Ove er jo en såret mand. Generelt vil jeg sige, at hvad der er interessant at danse også kommer meget an på, hvem der instruerer, og hvor meget de får en med.
Nyfortolkning af Svanesøen
Samtidig med at Greve tiltræder sin nye stilling skal han koreografere en ny version af ”Svanesøen” i Prag. Og ”Svanesøen” er nok den ballet Greve har lavet mest og forholdt sig mest til.
- Prins Siegfried i Svanesøen er en meget besynderlig karakter. Han vil ikke giftes, da han endelig forelsker sig så er det i en fugl. Han kan godt lide sin kammerat Benno, han får en masse prinsesser foræret, men der er ikke een af dem han vil have. Hans far ser eller hører vi aldrig om og så bor der en stor ond troldmand ude i vandet. Det er en mærkelig historie at skulle sætte sig ind i som danser. Man må forholde sig til de lidt mere ægte følelser; man kan sige, at han er en mand som er følelsesmæssigt ude af balance og han leder efter en kærlighed. Men han kan ikke få den til at passe ind i et almindeligt liv, så han laver sig et kreatur, som er en illusion af noget, som han kan forelske sig i. Så et svært sind. Den karakter skal man så prøve at leve sig ind i og fortolke på scenen. Det er det, jeg synes er interessant; at finde ind i kernen af en rolle, at analysere den og se hvem det er, hvad det er for en karakter. I min kommende opsætning af ”Svanesøen” i Prag har jeg bla. interesseret mig for at få inkorporeret faderen og finde ud af hvad han egentlig er for en karakter. Der har vi lavet en lille ændring i den.
Finland kan godt berede sig på at få en engageret, visionær og følsom dybttænkende balletmester. Og vi kommer til at savne en kompromisløs, kraftfuld og indfølende danser på Kongens Nytorv.
Man kommer uvægerligt til at tænke på, om det som Greve ser som hovedtemaet i sin fortolkning af ”Nøddeknækker” egentlig ikke også dækker hans eget liv ganske godt: Nemlig at fantasien skal bestemme livet og ikke begrænsningen.
- Fantasien og glæden skal have lov at sejre! Hvis man husker det kan man komme igennem livet på en sky. Men hvis man begynder at glemme det, og i stedet begynder at fokusere for meget på at begrænse sig selv, og sige, at ”jeg er heller ikke god til det” og ”jeg er heller ikke pæn” og ”jeg er heller ikke det og det”... så glemmer man at leve livet.
|
|
