Kvindeskæbner
I værket møder vi kvinden Ines i ét af Tallinns mest berygtede fængsler. Hun er enke efter massemorderen Andreas og afsoner 14 års straf for passiv medvirken i sin mands forbrydelser. Ines beretter om kærligheden, der ødelagde hendes liv. Processen for det kunstneriske hold har været styret af udforskningen af gåden Ines: Hvad er det for kræfter, der fremprovokeres, når mennesket udsættes for et enormt følelsesmæssigt pres? Og hvad er det for overlevelsesmekanismer, der sætter begreber som ’sund fornuft’ og ’etik’ ud af spillet? Det er blevet til en essentiel og almengyldig fortælling om menneskets trang til at blive elsket og frygt for at blive forladt.
For at udfordre Ines, har librettisten Trine Andersen opbygget et persongalleri omkring sin hovedfigur, bestående af den handlekraftige Luna, som deler celle med Ines, og et dødekor af Andreas’ ofre, der hjemsøger kvinderne i fængslet. Trine Andersens fortælling tager udgangspunkt i Ines’ sidste dag i fængslet. 14 år bag tremmer har gjort hende bange for friheden, og hendes cellekammerat Luna forsøger at give hende livsmodet tilbage. Ines opsøges af fire mystiske mænd; en taxichauffør, en drukkenbolt, en pokerspiller og en bogorm, der viser sig at være hendes mands hjerteløse ofre. De er kommet for at få deres hjerter tilbage, så de kan fortsætte deres liv. Hårdt presset af Luna, vækker Ines de døde til live og forlader fængslet uden fortidens dæmoner i hælene.
Trine Andersen har udviklet teksten i tæt samarbejde med komponisten Jovanka Trbojevic. For at opbygge en spændstighed imellem det dokumentariske materiale og den teatralske fortælling, og for at åbne for forskellige musikalske universer har Trine og Jovanka sammensat en kompleks tekst, der benytter sig af en lang række citater. Lunas tekstmateriale er hentet fra finsk-ugriske folkeviser, drankerens tekster kommer primært fra drikkeviser, pokerspillerens hovedsprog er tal, taxichaufførens sparsomme ordforråd er inspireret af bilradioens kommunikationsform, og bogormens univers består af poetiske citater fra bla. Marina Tsvetayeva og T.S. Eliot.
Forestillingens norske instruktør Kjetil Skøien fandt den virkelige Ines i en lille by i Finland. Hendes virkelige navn ønsker kunstnerne ikke at offentliggøre som følge af de hensyn, der tages til de involverede. Skøien skrev et rejsebrev efter mødet med Ines:
- Jeg spurgte hende, om hun ville tale om morderen. Med en monoton og dyb stemme fortalte hun: ”Jeg elskede ham så inderligt, at jeg ikke kunne få mig til at melde ham til politiet. Vi levede sammen i fire år, han arbejdede som tjener i en eksklusiv restaurant, og jeg var buschauffør. Han var smuk og intelligent. Han gemte ofrene, så det tog politiet 6-7 måneder, før de fandt dem. Han forsøgte også at dræbe mig. Jeg vidste, at jeg ville blive den næste.”
