”Det er med stor sorg, vi siger farvel til et pragtfuldt menneske og en ukuelig kunstner”, skriver Kamma Siegumfeldt i sin nekrolog til Anne Katrine Kalmoes. Privatfoto.

Af Kamma Siegumfeldt

Koreografen Anne Katrine Kallmoes døde den 27. december 2007 efter en periode med svær sygdom.

Anne Katrine Kallmoes blev født i 1965 og voksede op dels på Christianshavn, dels i Jelling og blev student fra Vejle. I København fattede hun interesse for den moderne dans, som blev introduceret for hende blandt andet af danseren og koreografen, nu danseforsker Karen Vedel.

Hun blev i 1987 optaget på den progressive danseuddannelse School for New Dance Development i Amsterdam, men da nogle lærere fra skolen efter det første år valgte at begynde en ny danseuddannelse i Arnhem, fulgte hun med dem og var med fra starten på European Dance Development Center. Her mødte hun blandt andet koreografen Anders Christiansen, som blev en nær ven, og som hun gennem sin karriere havde spændende faglige udvekslinger med. Tilbage i København først i 1990´erne viste hun blandt andet soloerne ”regn søvn blå kys” over et Søren Ulrik Thomsen-digt og ”Portræt af et Mord” og skabte koreografi til den eksperimenterende musikforestilling ”Europas Ran” på den daværende Den Anden Opera.

Hun blev en aktiv del af miljøet omkring De Frie Koreografer og deres forestillingsplatform X-Pos og arbejdede blandt andet sammen med cellisten Soma Allpass. Hun var derefter kontinuerligt engageret i forskellige danseprojekter, som danser blandt andet hos den belgisk/franske dansedynamo Isnel da Silveira og hos Camilla Stage.

Som koreograf igangsatte hun mange spændende projekter, for eksempel et samarbejde med den norske danser Liv Hanne Haugen. Dette samarbejde blev også til dansefilmen ”She Has A Marvelous Being” som blev produceret af hendes far, filminstruktøren Jørgen Vestergaard. Efter sammen at have skabt flere korte værker fik Anne Katrine Kallmoes og undertegnede i 2002 mulighed for at skabe et lidt større værk. Det blev til ”Love Story #3 Gul Fugl” over Villy Sørensens novelle ”Fuglen i Jomfruham” og senere også web-koreografien ”Flock”.

Anne Katrine Kallmoes’s primære indsats i danseverdenen var som koreograf, hvor hun var kendt som en dedikeret forestillingsmager, som vidste, hvad hun ville kunstnerisk. Her er det fra værket ”Love Story #3 Gul Fugl”, som hun skabte i samarbejde med Kamma Siegumfeldt.

Hendes værker er blevet vist så forskellige steder som på Københavns Rådhusplads, i Brasilia og i Tromsø.

Hun arbejdede flere gange sammen med sin ægtefælle, komponisten og musikeren Jørgen Teller, blandt andet om forestillingen ”Derangeret”. De fik i år 2000 det første af 2 børn, og Anne Katrine Kallmoes blev nu meget opslugt af Iyengar yoga, som hun dyrkede intensivt og senere fuldførte en yoga-læreruddannelse indenfor. Det blev også til to humoristiske og sprælske danseforestillinger for børn, blandt andet i samarbejde med performance og spoken word kunstneren Seimi Nørregård.

Anne Katrine Kallmoes var en fager og udtryksfuld danser med scenisk power. Men hendes primære indsats i danseverdenen var som koreograf. Hun var en dedikeret forestillingsmager, som vidste, hvad hun ville kunstnerisk. Hun arbejdede ofte med fragmenter af forskellige typer materiale, som hun skabte i samarbejde med danserne. I prøvesituationen var hun den vedholdende coach, der fik danseren til ved improvisation at finde nyt og interessant materiale frem, f.eks. ved fysisk provokation såsom gentagelse eller udmattelse. Udover Liv Hanne Haugen arbejdede også danserne Signe Andersen og Deborah Macedo intensivt sammen med hende i flere forskellige sammenhænge.

Hun var interesseret i sceniske transformationer, hvordan kroppens dynamik ændrer sig, og man derved skaber nye tilstande af væren på scenen; og hvor kroppens skiften mellem fysiske faser bliver det sceniske udtryk. Samtidig havde hun også en forkærlighed for det mere prosaiske. Det kunne være leg med ord, hverdagsobjekter eller andet, der brød det mere fysisk baserede udtryk. Det var sammenstillingen af denne type elementer med koreografi skabt med udgangspunkt i den postmodernistiske, releasede krop, der gav hendes værker både humor, dybde og uforudsigelighed.

Hun var en krævende instruktør, der forlangte meget af såvel sine dansere som andre samarbejdspartnere og som uafladeligt havde gang i nye projekter, ansøgninger og samarbejder.

Som privat person var hun lige så sprudlende, og rigtigt mange vil savne hendes latter og positive tilgang til verden. En tilgang hun formåede at bibeholde selv i den sidste tid med alvorlig sygdom. En kreds af venner fra såvel danse- som yogamiljøet støttede hende sammen med familien og var med til at gøre denne tid så god som muligt for hende. Det er med stor sorg, vi siger farvel til et pragtfuldt menneske og en ukuelig kunstner.

TEATER 1 Telefon: 33 32 40 50 E-mail: teater1@teater1.dk Postboks 191 CVR-nr.: 15748680
GOOS web-division