Så tanken om, at denne karismatiske, idealistiske, elegante, følsomme, ambitiøse politiker - som vel i mange afsnit var noget af det nærmeste vi kom på en publikumshelt - alligevel kunne vise sig at være en forfærdelig, brutal psykopat, var både så utænkelig. Og alligevel også tænkelig.
For Lars Mikkelsen har jo netop gang på gang rummet givet det gib i os, haft det twist, som gør en usikker – hvem er han? Jamen en kamelæon, den magiske spiller, der kan være stakkels, være supersexet, være drengerøvs charmerende, psykopat, elegantier, prins og også bare helt totalt almindelig som ham fyren, der bare bruger den shampoo, der står på badeværelset og er helt blottet for fornemmelse for metroseksualitetens regler.
Lars Mikkelsen har et overdådigt register at spille på. Han er en supermoderne skuespiller – det viser han konstant i ”Pis” som moderne mand med alle de facetter af selvhøjtidelighed, lemfældig omgang med sandhedsværdierne, fejlfortolkninger og vidunderlig charme – men samtidig er han forunderligt gammeldags. Ingen kan som han spille prins, med al den ægthed som de rollers ellers som regel temmelig uægte sprog og handlinger rummer.
Men man er ikke i tvivl om, at her er en skuespiller, der arbejder med tingene. Og derfor også ved, hvem det er han gestalter og hvad han vil med sin figur, hvad han vil have os til at forstå og vide. Det er måske også derfor, man nogen gange er på vagt: snyder han os?
Det gjorde han i hvert fald ikke i sommer i det Grønnegårds teater, hvor han har spillet flere gange – og netop været prins så englene sang og stjernerne funklede på den ellers helt lyse sommerhimmel…
Sammen med Christoffer Berdal skabte Lars Mikkelsen en helt forrygende levende og virkelig Eramus Montanus. En moderne mønsterbryder i gamle klæder. En ung mand en ny verden havde åbnet sig for, og som var helt tændt af den. Øjnene funklede, han storkede op og ned ad scenen med de lange ben af bar overskudsenergi. Han var måske nok en nørd, men han var ikke ubehagelig, han var ikke arrogant, han var ikke én, man havde lyst til at dunke – bare ruske let.
Og det blev han så også – på en måde som netop tog højde for, at vi havde mødt en mere menneskelig Erasmus. Blikket mellem ham og lillebror Jakob var sigende: Erasmus forstod det kærlige budskab, og okay så: jorden var flad, for han ville alligevel hellere leve i denne verden med sin elskede end i musernes og retorikkens ensomme rige.
Shakespeare, Moliere, Holberg, Werdelin, Nielsen, Madsen… Man kan nærmest ikke komme i tanke om den type rolle eller den form for teater han ikke ville kunne spille og fylde helt ud. Det er næsten magi, trylleri.
Eller også er det bare teater i sin reneste, fineste form.
For teater er forførelse – og hvis der er noget, Lars Mikkelsen kan, så er det at forføre os. Ikke kun os – kvinderne! – men os, publikum.
Han kan skabe den intimitet, den ægthed, den tilstedeværelse om sin figur, om ordene, om stykkets helhed, at det bliver magi at være i sal sammen med ham. Uanset om vi skal tænke tungt, grine højt eller bare lytte intenst – så gør vi det, han vil have os til. Vi kan ikke lade være, vi er i hans magt...
Han havde i årevis forført den ældre dame i Lyngby og givet hende nogle teateroplevelser som hun gemte der, hvor det er allervigtigst, at de bliver lagret for eftertiden: i sit hjerte.
Det vil vi gerne hylde dig for ved at overrække dig Teaterpokalen 2007.
