Af Rikke Rottensten

Det nye Skuespilhus er lige til at blive forelsket i – nu mangler vi bare, at også kunsten forfører os igen

Den mørke entre åbner sig pludselig og så står man der: i festsalen på røverborgen i Ronja Røverdatter, hvor lysene stråler, og rummet stiger hemmelighedsfuldt med sine etager af grove, sorte sten, der giver rummet en tryg varme, som var man stadig i sikkerhed i livmoderen. Festligt, forventningsstemt – her kommer vi gerne igen, tak!
Også selv om vi ikke skal sidde ved et langbord og gnave ben og drikke tyk, mørk øl af tunge krus, men faktisk skal sidde nogenlunde pænt i de behagelige røde stole og se på kunst.
Det er helt anderledes, vidunderligt anderledes, for en Nationalscene at have sådan et rum til sin hovedscene. Det ville være naturligt hvis det var en off off Broadwayforestilling i en småskummel kælder.
Dermed løser scenen sandsynligvis også det, der ikke mindst var Stærekassens store problem: at mindre ting druknede i rummet og på scenen. Og i takt med at skuespillet igennem flere år ikke har kunnet trække fuldt hus til hver opsætning, har det ind imellem føltes koldt og dystert at sidde der i en halvfyldt sal, hvor selv småsnakken kom til at runge. I Skuespilhusets mørke, hyggelige sal vil et par tomme sæder ind imellem ikke giver dyster stemning. Intimiteten er evigt til stede i rummet.

At være på Store Scene er som at være til fest i en røverborg fra det gamle Norden. Djærvhed var det ord, arkitekt Lene Tranberg brugte - og mere præcist kan det ikke siges. (Foto: DKT)

Et åbent hus

Alligevel har teatret jo også fået to mindre scener. En mindre og en meget lille, kan man sige. For Studiescenen er på størrelse med Operaens Takkelloft, og selv med den indbyggede fleksibilitet, der er i ethvert rum i Skuespilhuset, tør end ikke teatret selv regne med mere end 100 mennesker i rummet, der oprindeligt er sat til 150.

Men når de så også har Portscenen med plads til op til 250 og en kolossal foranderlighed i indretning og dermed store scenografiske muligheder også, så er det jo dog noget lagt sammen med Store Scenes 650 pladser.
Samt sat i perspektiv af, at det jo ikke ligefrem har været verdens letteste opgave at fylde Stærekassen de seneste år. Eller Turbinehallerne, når ikke der var natklub eller Radio Drama live.

Som arkitekt Lene Tranberg påpegede ved præsentationen af huset, så åbner det sig mod omverdenen – det lukker sig aldrig om sig selv.

Må denne arkitektoniske symbolik komme til at gælde for huset som helhed – allermest for den kunst, det hele nu hviler på. Der er intet at gemme sig bag i form af dårlige sceneforhold, umulige omgivelser til ens stykke eller manglende muligheder teknisk og arbejdsmæssigt. Alt er åbent, selv skuespillernes garderober kan man se ind i fra vandet og ovre fra Operaen, og chekke om  Benedikte Hansen eller Nicolas Bro tager en blunder på de dertil indrettede hvilearealer, der afrunder hver garderobe i en skjult trappe ud mod vandet.
For dette hus fortjener liv. Levet liv, kunstnerisk liv. Mennesker i den store, samlende foyer under de småbitte lamper der illuderer stearinlys, så vi stadig føler os som til fest på røverborgen, og endnu bedre kan nyde vandudsigten, fordi der ikke er forstyrrende elementer, der spejler sig i vinduerne.

Det er ikke fornemt, det er ikke stift, det er ikke bundet af plejer eller andre traditioner – det er nyt, det er godt at være i, det er et sted, man vil glæde sig til at komme. Og i starten kan huset i sig selv være nok til at trække folk til, men ikke i længden. For en del af åbenheden er jo også, at man kan gå rundt om huset via gangbroen, at restauranten har længe åbent og at der er udendørsservering om sommeren – så hvad skal man egentlig med kunsten, når man kan få de gode omgivelser med kølig hvidvin og tapas til bølgeskvulpenes akkompagnement?

Det skal teatret overbevise dem om, at de skal. Præsentationen af næste sæsons repertoire bliver en af de mest spændende og afgørende nogensinde. Med både en ny skuespilschef og et nyt hus at tage højde for. At fylde så smukt og interessant et værk kræver virkelig visioner og fornyelse.

Skuespilhuset er bygget ud i vandet, så udsigten er berusende - man føler sig som en anden Jesus, når man står på vandet - altså i foyeren (Foto: DKT/PR)

Endnu flere sæder i København

For uanset hvor vidunderligt huset er, og hvor let det er at blive forelsket i det, så ændrer det ikke på, det er endnu en scene i København. 1000 flere sæder, der skal fyldes i en by, der ikke mangler teaterpladser, men snarere publikum til det hele. I hvert fald på langt sigt.

Godt nok ved vi jo godt, at man ikke ligefrem kan lukke Nationalscenen, men groft sagt, så har Det Kongelige Teater nu nået sin sidste og afgørende chance for at vise, at de har været værd at bruge 900 millioner kroner på. De to første sæsoner sælger teatret på nyhedens interesse, men tredje gang så risikerer de at blive puttet i gryden, hvis ikke kunsten bærer i sig selv.

Og set fra en teaterfaglig vinkel er det også al den linie, det overhovedet er rimeligt at give teatret – når man tager i betragtning hvor hurtigt hammeren falder for andre teatre, hvis de kommer ud med de samme publikumstal, som Det Kongelige Teater har leveret til tider.

Hvis publikum ender med at blive væk, er det ikke så meget teatret det er synd for, som det er huset. Heldigvis betyder dets åbenhed jo, at man under alle omstændigheder altid lige kan tage et glas kølig hvidvin på broen og nyde udsigten – både udad og indad.

TEATER 1 Telefon: 33 32 40 50 E-mail: teater1@teater1.dk Postboks 191 CVR-nr.: 15748680
GOOS web-division