Et åbent hus

Alligevel har teatret jo også fået to mindre scener. En mindre og en meget lille, kan man sige. For Studiescenen er på størrelse med Operaens Takkelloft, og selv med den indbyggede fleksibilitet, der er i ethvert rum i Skuespilhuset, tør end ikke teatret selv regne med mere end 100 mennesker i rummet, der oprindeligt er sat til 150.

Men når de så også har Portscenen med plads til op til 250 og en kolossal foranderlighed i indretning og dermed store scenografiske muligheder også, så er det jo dog noget lagt sammen med Store Scenes 650 pladser.
Samt sat i perspektiv af, at det jo ikke ligefrem har været verdens letteste opgave at fylde Stærekassen de seneste år. Eller Turbinehallerne, når ikke der var natklub eller Radio Drama live.

Som arkitekt Lene Tranberg påpegede ved præsentationen af huset, så åbner det sig mod omverdenen – det lukker sig aldrig om sig selv.

Må denne arkitektoniske symbolik komme til at gælde for huset som helhed – allermest for den kunst, det hele nu hviler på. Der er intet at gemme sig bag i form af dårlige sceneforhold, umulige omgivelser til ens stykke eller manglende muligheder teknisk og arbejdsmæssigt. Alt er åbent, selv skuespillernes garderober kan man se ind i fra vandet og ovre fra Operaen, og chekke om  Benedikte Hansen eller Nicolas Bro tager en blunder på de dertil indrettede hvilearealer, der afrunder hver garderobe i en skjult trappe ud mod vandet.
For dette hus fortjener liv. Levet liv, kunstnerisk liv. Mennesker i den store, samlende foyer under de småbitte lamper der illuderer stearinlys, så vi stadig føler os som til fest på røverborgen, og endnu bedre kan nyde vandudsigten, fordi der ikke er forstyrrende elementer, der spejler sig i vinduerne.

Det er ikke fornemt, det er ikke stift, det er ikke bundet af plejer eller andre traditioner – det er nyt, det er godt at være i, det er et sted, man vil glæde sig til at komme. Og i starten kan huset i sig selv være nok til at trække folk til, men ikke i længden. For en del af åbenheden er jo også, at man kan gå rundt om huset via gangbroen, at restauranten har længe åbent og at der er udendørsservering om sommeren – så hvad skal man egentlig med kunsten, når man kan få de gode omgivelser med kølig hvidvin og tapas til bølgeskvulpenes akkompagnement?

Det skal teatret overbevise dem om, at de skal. Præsentationen af næste sæsons repertoire bliver en af de mest spændende og afgørende nogensinde. Med både en ny skuespilschef og et nyt hus at tage højde for. At fylde så smukt og interessant et værk kræver virkelig visioner og fornyelse.