Af Eva Maria Jensen

Meget svært, opdagede anmelder Eva Maria Jensen, da hun skulle anmelde ”Med venlig deltagelse” til et polsk tidsskrift. Tag nu bare begrebet ”Provins” – det betyder ikke hyggelige, sønderjyske byer og marsk over hele verden…

I en del år har jeg haft fornøjelse af at anmelde danske kulturbegivenheder til polske tidsskrifter. Når jeg skriver om musik, opera eller ballet behøver jeg ikke at indføre den polske læser i særlige danske forhold. Anmeldelse af teaterstykker kræver derimod en lidt mere udførlig indføring, større opmærksomhed omkring den kulturelle ”baggrund”. Aldrig har det dog været så svært, som det var tilfældet med Erling Jepsens stykke ”Med venlig deltagelse”, der var på Det Kongelige Teaters repertoire i efteråret. Jeg gik grundigt til værks. Forud for teaterbesøget læste jeg foruden den roman, som stykket baseres på, også andre af Jepsens bøger. Jeg har også set filmen ”Kunsten at græde i kor”. Så jeg følte mig ganske velforberedt. Jeg havde ikke nogen problemer med at høre og forstå  teksten, for jeg kendte den i forvejen. Jeg fandt stykket ligeså bemærkelsesværdigt som Jepsens prosa, og jeg syntes skuespillerpræstationerne var meget fine, endda fremragende. Især vil jeg fremhæve Jens Albinus i den altdominerende rolle som Allan og Tammi Øst i den lidt mindre, men centrale rolle som hans søster.

Og så startede problemerne…

Derfor satte jeg mig ganske fortrøstningsfuld til computeren for at skrive min polske anmeldelse. Først præsenterede jeg kort Erling Jepsens forfatterskab og så gik jeg i gang med et kort resumé af hans bøger, film og stykket. Allerede efter en halv sætning gik jeg i stå. Så snart jeg satte et ord på papiret blev jeg klar over, at det skulle forklares for den polske læser. Den ene forklaring blev til mange – jeg endte med et helt spindelvæv af forklaringer. Alt måtte forklares: f.eks. Sønderjylland. Det var ikke nok at beskrive, hvor det ligger, det var tilstrækkelig at skrive ”provins”, eller ”fjern fra hovedstaden”. Jeg begyndte at vikle mig ind i historiske, kulturelle og religiøse forklaringer, og dog var det stadigvæk ikke nok. ”Hvor svært kan det være?” – spurgte jeg mig selv gang på gang, redigerede teksten om igen, prøvede at gøre den let og elegant. Og blev så med ét klar over, at ”danskheden” er en meget sammensat størrelse, og at dens elementer for en udlænding kan være ligeså fremmedartede, som skikke og ceremonier i en Zulu-land - hvis man kan være bekendt at bruge en sådan imperialistisk kliché? 

Jeg blev også klar over, at jeg har boet her i landet så længe, at jeg har glemt den tilstand af gådefuldhed, som har ledsaget al min færden i mine første ”danske” år. Vagt mindedes jeg tilstand af lettere sindssyge, som jeg befandt mig i de første 4-5 år. Og som jeg pludseligt en dag vågnede fra som en dansker (eller 80 % dansker…). Efterfølgende glemte jeg de vanskelige år, sådan som man glemmer en sygdom, man endeligt er kommet sig fra. Nu genoplivede jeg dem igen. Da jeg forsøgte at forklare fænomenet ”Sønderjylland” for en polsk læser. Godt nok er Polen et meget større land, og godt nok kan man stadigvæk opleve forskellige dialekter, som oftest dog ganske rudimentære. Det er nemlig vanskeligt at finde et sted i Polen, hvor befolkningen kan prale med rødder, der går flere generationer tilbage. Dertil var de to verdenskriges befolkningsflytninger alt for effektive. Det ville være vanskelligt – tror jeg – at finde en lokalitet i Polen, som ville være så ”stavnsbunden”, og så lukket over for fremmede, som den, der træde frem fra Erling Jepsens prosa.

Selvfølgeligt er der også i Polen stor forskel mellem land og by, mellem det, man kalder A-Polen og en B-Polen, men det er næste umuligt for en polak at forestille sig, at denne forskel ikke udmønter på det materielle plan.  I en landsby i Polens østligste udkant finder man f.eks. en fattigdom, som man ikke kender andre steder i landet. Landsbyens befolkning består for det meste af mennesker, som stammer forskellige steder fra, og de taler med et anstrøg af mange dialekter, og der findes måske alt i alt 2-3 familier, hvis forældre også har boet i den samme landsby. Allans lille sønderjyske by er ikke fattig. Levestandarten adskiller sig ikke væsentligt fra de andre dele af Danmark på den tid, han skriver om, 1960’erne. De rekvisitter, man brugte i filmen og i teateropsætningen, er alle nogle, jeg husker fra min første tid i Danmark, og jeg har udelukkende boet i København. Derfor kan jeg i min beskrivelse af en lille by i Sønderjylland ikke tale om en ”fattig provins”. Og man har også fornemmelse af, at de fleste beboere har haft deres fædre og bedstefædre samme sted.