|
|
|
 - Så fremtrædende er dagpengeproblematikken, at den også fik en hentydning i Alexander Mørk-Eidems moderne fortolkning af ”Hamlet” med blandt andre Nicolas Bro og Morten Suurballe. Et af de få teatre i landet, der har fastansatte skuespillere. (Foto: Casper Sejersen – DKT/PR)
Af Katrine Sekjær
Skal kunstnere have deres egen A-kasse som arkitekter, akademikere, djøf’ere for eksempel har? Og hvordan skal sådan en så skrues sammen? Det har Teater 1 forhørt sig om hos en af fortalerne, nemlig SF’s kulturordfører, Pernille Frahm.
Debatten om kunstneres problemer med dagpengesystemet forsætter – men uden der rigtig er udsigt til nogen konkrete løsninger. Flere har dog været inde på ideen om at lave særlige a-kasser for kunstnere eller ændre de eksisterende regler, så kunstnere ikke tvinges til at opgive deres erhverv. Men ét er snak – noget andet er praksis. Kan det overhovedet lade sig gøre at lave regler og undtagelser? Og selvom debatten i første omgang handler om kunstnere, der kommer i klemme i dagpengesystemet, kan man argumentere for, at der er andre kreative grupper, der rammes ligeså hårdt. Hvad er kunst, og hvad er ikke? Er lydteknikere, grafikere og lysdesignere for eksempel kunstnere?
Teater 1 har mødt Pernille Frahm, kulturordfører fra SF, og bedt hende give et bud på, hvordan problemstillingen kan gribes an.
- For mig at se, er der flere typer af problemstillinger. Vi har nogle kunstnere, som egentlig godt kunne have en almindelig arbejdsløshedskasse, men alligevel med nogle specielle forudsætninger, siger Pernille Frahm.
??Og hvem kunne det for eksempel være?
PF: Det kunne for eksempel være en del af skuespillerne og andre grupper, for eksempel en del freelancere, som arbejder i de kreative erhverv. Den type arbejde, de søger er aldrig fuldtidsarbejde forstået på den måde, at de ikke får en fast stilling med pensionsordning. Deres arbejde betyder, at de aldrig er faste. De er ansat i projekter eller i perioder til en opgave. De kunne godt være i en form for a-kassesystem, som vi kender det, under forudsætning af at vi kunne blive enige om, at der findes forskellige typer af arbejdsmarked. Altså, at Claus Hjort Frederiksen vil være med til at anerkende, at der er et arbejdsmarked, som er anderledes i forhold til det generelle. Det kunstneriske arbejdsmarked er typisk et, hvor stillingerne ikke bliver slået op, og det betyder, at man ikke kan lave et krav om, at man skal være aktivt jobsøgende.”
??Hvad vil man kunne gøre for kunstnere og andre i kreative erhverv, som er i samme situation? Vil der ikke opstå et problem, hvis man laver en særordning for en bestemt gruppe af ledige, sådan at alle føler sig berettigede til at falde ind under denne?
PF: Det er klart, at man må have nogle regler og kriterier for, hvornår man falder ind under andre betingelser end de gængse. Et er at lave en særlig a-kasse for skuespillere, men der er jo også andre kunstnere, som har helt andre arbejdsvilkår. Kunstnere som malere, forfattere og musikere er jo som sådan aldrig arbejdsløse, men er i lange perioder indtægtsløse. Det betyder, at de skal arbejde og øve også ind imellem de perioder, hvor de har arbejde eller faste opgaver. En sanger er måske ni måneder i et lydstudie for at lave en plade, og det er jo ikke måneder, hvor man kan betragte kunstneren som arbejdsløs. Han eller hun er indtægtsløs, og det er noget andet.
??Kræver forskellige grupper forskellige regler?
PF: Jeg mener, at man kan dele kunstnere op i forskellige kategorier, alt efter deres jobsituation og kunstart. Den gruppe, som er indtægtsløs, men ikke er arbejdsløs, mener jeg, at vi kan støtte på to måder og eventuelt i en kombination. Den ene måde er ved at oprette flere arbejdsstipendier. Det ville være dejligt, hvis vi havde en kulturpolitik, hvor vi sagde, at folk der producerer kunst også har noget at leve af, mens de gør det. Det tvivler jeg nu på, at man vil kunne løse alle kunstneres problemer med, men man kunne godt gøre det for nogle.
Den anden måde kunne være at lave en parallel til a-kassesystemet, altså hvor man er arbejdsløs. Tilsvarende kunne man lave en i-kasse, altså en indtægtsløshedskasse, når man er indtægtsløs. Jeg synes, det bliver tydeligere og tydeligere, at der er en stor gruppe af kunstnere, som aldrig rigtig er arbejdsløse, men som til tider er indtægtsløse. Det er indtægtsløsheden, der er problemet og ikke arbejdsløsheden.”
 - Pernille Frahm er kulturordfører for SF (foto: SF)
?? Men vil alle kunstnere så ikke kunne argumentere for, at de somme tider er indtægtsløse? En skuespiller vil kunne sige, at han eller hun holder sin kunst lige så meget ved lige som for eksempel en maler eller en trompetist?
PF: Jo, men det sagde man jo også dengang, man oprettede a-kassesystemet, altså at alle ville komme ind fra gaden sige, at de ikke havde noget arbejde og gerne ville have nogle penge. For at undgå det, lavede man nogle regler. På samme måde vil man kunne opstille nogle regler og kriterier for, hvem og hvordan man er berettiget til at blive optaget i en indtægtsløsheds-kasse. Hvem kan blive optaget? Hvad kan man få? Hvad skal man selv bidrage med? For man bidrager jo selv, også til en a-kasse. Det er en forsikring, man laver. Det er ikke alle, der kan komme ind i a-kassen, og derfor vil det heller ikke være alle, der kan komme ind i en i-kasse. Der er for eksempel grænser for, hvor længe man kan være der. Man kan ikke være i a-kassen resten af sit liv, man skal være berettiget til dagpenge. Sådan vil det også kunne være med en i-kasse. Man skal ud og bevise, at man også kan forsørge sig selv gennem det erhverv, man er forsikret for.
??Vil det ikke give en uoverskuelig mængde af forskellige problemer? Hvornår er man kunstner på den ene måde, og hvornår er man det på en anden?
PF: Jeg kan ikke se, at det er problemer, der ikke kan løses. Selvfølgelig vil der være problemer i det, ganske som der er i at udarbejde a-kasseregler, men det er problemer, som bør kunne løses. Det er noget, vi skal have de forskellige kulturorganisationer og de faglige udvalg til at hjælpe os med at udarbejde på hæderlig vis, sådan at man selv bidrager, og sådan så det, man beder staten om at bidrage med, ikke er urimeligt.
Det vigtige er at forstå kunstneres arbejdsmarked, som et anderledes arbejdsmarked, hvor stillingerne ikke bliver slået op. Det betyder, at kunstneres situation er anderledes end andre lediges, og derfor må vi lave fleksible regler. Jeg ser området med kunstneres sociale vilkår, som et område, hvor der primært er to typer: Den første gruppe er dem, der faktisk er arbejdsløse i perioder, men hvor deres arbejdsmarked er skruet sammen, så det er meget svært at kombinere med en fast stilling i deres arbejdsløshedsperioder. De skal ud og have noget fleksibelt arbejde, og de skal have en a-kasse, der har forståelse for det arbejdsmarked, de henvender sig til. Den anden gruppe er kunstnere, som reelt aldrig er arbejdsløse, men som ind imellem deres lønninger er indtægtsløse.”
??Er problematikken omkring kunstneres arbejdsvilkår og a-kassesystemet et spørgsmål om kulturpolitik og prioritering eller et spørgsmål om lige krav til alle arbejdsledige
PF: Det er et spørgsmål om, hvorvidt man prioriterer kunst og kultur og ser det som et fælles anliggende. Vi er et af de rigeste lande i verden, så selvfølgelig har vi råd til det. Vi har nogle fremragende kunstnere i Danmark, og de kommer altså ikke af sig selv. Jeg synes ikke, man skal overlade det til erhvervslivet alene at sikre, at vi har kunst og kultur i det her land. Jeg synes, det er en samfundsopgave.
Dansk Skuespillerforbund ønsker ikke en særlig kunstner-kasse. I februarnummeret af forbundets blad Sceneliv siger formand Henrik Petersen, at ”En sådan ordning bliver sandsynligvis både dyr og dårlig for os, Og vi har ingen interesse i at isolere os fra resten af befolkningen på det her området.
Kunstnerne fik først meget sent i historien en dagpengeret, og den skal vi ikke opgive. Vi ønsker at være omfattet af præcis den samme forsikring mod ledighed som alle andre. Vi appeller blot til, at politikerne bliver klar over, at vores arbejdsmarked adskiller sig fra alle de andre, fordi der stort set ikke findes helårsstillinger”. Forbundet arbejder i stedet med at oprette en form for jobbank eller vikarbureau, hvor man kan lægge stillinger ind, der passer godt til scenekunsteres kompetencer, men uden nødvendigvis at være roller eller andet ”klassisk” teaterarbejde.
Man kan følge med i sagen på www.skuespillerforbundet.dk
|
|
