Af Rie Hammer

Efter skuespilleren Hassan Preislers mening er der stadig et klart ’os’ og ’dem’ i dansk scenekunst, når det handler om valg af skuespillere. Det arbejder han ihærdigt på at opløse og har netop modtaget et rejselegat fra Skuespillerforbundet til at studere colorblind casting i New York.

”For mørk til forsiden” lyder hovedhistorien på forsiden af gratisavisen MetroXpress onsdag d. 27 februar 2008.
Til venstre for den sorte overskrift ses billedet af en smuk mørk model. Hun ser cool ud, men alligevel er blikket mere mut end munter – og det forstås. For artiklens sørgelige sandhed er, at sorte ikke sælger i mediebranchen og derfor er forvist fra modemagasinernes forsider og tv-skærmenes prime time programmer.

Men en ting er modebranchen og tv-kanalernes hårdhændede brand og konkurrenceidealer – hvordan ser virkeligheden ud på de danske scener.

Brun på den hvide måde

Umiddelbart ser det lyst ud. Og tager man et bredt udpluk af spillere på de danske scener synes castet både bredt og farvenuanceret. Janus Nabil Bakrawi der var ’Ørnens’ kollega i serien af samme navn, ses for øjeblikket som hovedrollen i Hamsun’s ”Sult” på Det Kongelige Teater. Özlem Saglanmak der lagde stemme til dukken Ali i ”Yallahrup Færgeby” spilede Susan Himmelblå i Det Danske Teaters ”Midt om Natten” (2007). Og Farshad Kholghi var velintegreret og ’dansk’ gift skolelærer i tv-serien ”Forbrydelsen”.

Men skuespilleren Hassan Preisler - der netop af HKH Kronprinsesse Mary er blevet udnævnt til inclusion-ambassadør for Institut for Menneskerettigheder (2008) og modtaget skuespillerforbundets rejselegat til at forske i colorblinde casting – er rygende uenig
- Der er store problemer i farve-castingen på de danske scener. Selvfølgelig er der altid nogen der smutter igennem nåleøjet, som eksempelvis Janus Bakrawi. Men vejen til succes er belagt med nedgørende perkerroller, og den generelle tendens i både film, TV- og teaterbranchen, er at brune spillere fastholdes i forsimplede karikaturer.
- Ta’ nu bare dit sidste eksempel med Farshad Kholghi i ”Forbrydelse”. Her er integrationen yderst vellykket. Lige indtil det store etniske dilemma dukker op og han vælger at fortie oplysninger for det danske politi, for at dække over konflikter i sit etniske opland. Det er så typisk dansk, siger Hassan Preisler.
- Langt hovedparten af folkene bag dansk film og teater er hvide. De skriver, instruerer, caster, producerer og er direktører. De skaber fortællinger baseret på en stereotypificering og forestillingen om ’De Brune’. Hvormed karakteren bæres frem på baggrund af en idé om etnicitetens betydning for individet, mens det sekundære bliver deres menneskelige egenskaber. Det bidrager til en grundforestilling om en forskel på ’os’ og ’dem’. Hvor ’os’ er de hvide og blåøjede danskere. Mens ’dem’ er en stor pærevælling af alskens definitioner, hvor alt det som ikke er os kan placeres - såsom terrorister, islamister, indvandrere, ballademagere, grønthandlere og des lige. Og det er et problem i et moderne samfund hvor 80% af befolkningen får deres oplysninger om ’de andre’ via medierne.

Det etniske bagland fastholdes

Og der er ubalance i repræsentationen af mørklødede i den danske medieverden. Medieforsker Karen Klitgaard (Århus universitet ) mener der hersker en totalt ligegyldighed overfor indvandrere som mediebrugere i Danmark. Og siger:
”Selv om vi taler meget om indvandrere, så er Danmark stadig et meget hvidt samfund. Der er ikke mange i Danmark, som interesserer sig for andre skønhedsidealer end vores eget, som er hvidt, ungt og slankt.”

Selvom det hvide skønhedsideal er stærkt overrepræsenteret på de skrå bredder, er der tiltag til at få flere mørke på scenen. 
Betty Nansen har siden 2002 kørt projektet ”De andres tanker”, hvor spillerne selv er af anden etnisk herkomst. Men som titlen antyder fastholder teatret stadig et skel imellem ’dem’ – de andre – og ’os’. Og de unge spillere agere ikke egentlige roller, men iscenesætter dem selv som formidler af fortællinger fra deres eget liv. Hvorved de ikke bliver del af det ’etablerede teater’, men fastholdes som del af ’noget andet’ - nemlig deres etniske bagland.
Det Kongelige Teater forsøgte at trække et brunt publikum med et tilbud om billige billetter til folk af anden etnisk herkomst – igen et velmenende forslag der blot fastholdt adskillelsen imellem ’dem’ og ’os’.  
Og udover enkelt eksempler, som nævnt i begyndelsen af artiklen er der vitterligt langt imellem ’de brune’ på stolerækkerne og i bærende roller på de danske scener.