|
|
|
Af Eva Maria Jensen
Det Kongelige Teaters skuespilhus blev modtaget med stor begejstring af alle teaterfolk. Nu er det i brug, og der er tilfredsheden ikke lige stor hos alle.
I februar måned åbnede Det Kongelige Teaters nye scene: Skuespilhuset, og ved samme lejlighed har man sagt farvel til det hidtidige sæde for dramatisk kunst, Stærekassen. Personligt tror jeg ikke, at der er mange, der savner den sidstnævnte: akustikken var elendig og foyererne (for der var mange og på alle etager) kunne få enhver til at lide af klaustrofobi. Det eneste, man måske ville savne er Gauguins store relief på mezzaninen. Jeg husker den ufrivillige morskab ved hvert pressemøde: man kunne ikke undgå at stirre på Radiogudens marmorgenitalier ovenover hovederne af de talende.
Mørke og lukkethed
For tre år siden endte Københavns Kommunes uendelige grublerier, og man besluttede sig for at åbne den nye scene. A.P. Møller, der overhalede Kommunen udenom og forærede byen den nye Opera, bestemte for så vidt også Skuespilhusets beliggenhed: blev Operaen lagt ved vandet, så måtte det nye teater nødvendigvis også gøre det – bare på den modsatte bred.
Men i modsætning til skaberen af Opera, arkitekten Henning Larsen, hvis motto var: ”lys og lethed”, barslede Skuespilhusets arkitekter, Lundgaard & Tranberg, med et anden ”ledemotiv”: nemlig ”lukkethed og mørke”, samlet i én hovedidé, ”en grotte”. Den mørke bygning, der voksede uden for Skt. Annæ Plads, som domineres af hvide bygninger, blev til en grim udvækst ved vandet, en slags transformatorstation med lysende overdel, omgivet af en træbelagt promenade, hvor havnens vand skvulper og vugger affald mod undervandskonstruktionen.
Længe før bygningen var færdig, har man inviteret pressen til en rundvisning. Her kunne man konstatere, at det mest spændende del af teatret, nemlig dets øverste etager, der åbner sig mod havnen med store glaspartier, er forbeholdt de ansatte, og ikke tænkt tilgængelig for publikum. Også skuespillernes garderober var imponerende: med store vinduespartier og trin, der fører nedad, så man fra døren tror, at man om lidt vil falde i vandet. Her, på de brede trin, kan man sætte sig henslængt og læse i sit manuskript. Hvis ikke solen vil gøre garderoberne til at sted, man umuligt vil opholde sig i…
Uhyggelige pauser
Alt det er dog skjult for teatergængeren, der er henvist til at vandre i foyeren langs vandet.
Skuespilhuset har tre scener: Store Scene, Lille Scene og Portscenen. Alle scener ligger på samme niveau, så de kan betjenes af det samme maskineri. Som i øvrigt er supermoderne. Den store sal kan rumme 650 publikummer, og der var næppe tomme pladser i hele den periode, hvor ”Hamlet”, åbningsforestillingen, kørte. Man har fået kundgjort, at teatret er bygget efter renæssanceteatrets princip, og at de runde former ligner Londons gamle teater, The Globe. Den engelske inspiration går også igen i vægbelægningen: de sorte, hårdt brændte sten er lavet af engelsk ler.
Men hvordan har man det så som tilskuer i det nye teater? Jo, man har det ganske godt: stolene er yderst behagelige (bedre, end i Operaen), hældningen mellem rækkerne tilstrækkelig stor til, at de høje ikke skærmer for de mindre høje (i Operaen kniber det med det). Vægbelægningen gør akustikken fremragende, man hører og ser godt. Hvad kan man forlange mere?
Mindre hyggeligt har man det dog i pauserne. Man føler sig fremmedgjort i den aflange foyer med de sorte vægge, store glaspartier og manglende siddepladser. Damer, der gerne vil lufte deres højhælede, vil jeg advare mod at nærme sig vinduerne – en stribet gulv på ca. halv meters bredde er en ren ”hælefanger” – jeg så flere, der kæmpede med at få hælen op ad sprækkerne! Skal man bedømme toiletterne, så kan der kun være tale om ca. ”to kummer”: der er kun 2 gange 3 kabiner til damer, køerne er lange. Kabinerne åbnes med nogle smarte døre, som kun egner sig for de ekstra tynde personer, - ellers må man prøve at krybe ind i et hjørne, før dørene kan lukkes. Belysning kan med held konkurrere med anti-narko belysning på hovedbanegården. Der er meget lidt plads til dem, der skal vaske hænder, i det hele taget præges toiletterne af en ”skrivebordsløsning”, lavet af nogen (en mand?), der sagtens kan holde sig hele forestillingen! Her fører Operaens toiletter klart med flere kummers længde!
Men – selvfølgeligt – det vigtigste er jo altid, hvad teatret kan tilbyde sine tilskuere og kvaliteten af de kunstneriske oplevelser. Og dem var der mange af i åbningsforestillingen.
Man sejlede ud på sin jomfrurejse med det helt store skib: Hamlet, et absolut klogt valg og – som det viste sig – en fremragende forestilling, som oven i købet bar præg af, at tilskueren skulle opleve dette hus for første gang.
Human transport til Holmen tak!
Skuespilhuset ligger på den ”rigtige” side af havnen, derfor er teatret meget lettere tilgængeligt, end det f.eks. er tilfældet med Operaen. Jeg frygter nærmest enhver hjemkomst med linie 66, den buslinie, der betjener Operaen. Man bliver stuvet sammen, som fisk i en dåse og jeg har flere gange oplevet bussen ”går på grund” på grund af overbelastning. Kun københavnernes gode humør gør denne rejse tålelig!
Anderledes med Skuespilhuset. Her kan man vælge mellem to buslinjer, hvor den ene er ”designet” specielt til formålet og kører forbi de store parkeringsanlæg med endestationen ved Kongens Nytorv, den anden kører til Rådhuspladsen. Man kan også vælge at gå til Metroen ved Kongens Nytorv, alt i alt: ren luksus i forhold til transporten til Operaen. Så må det på dette sted lyde nok engang: giv os en human hjemkomst fra Operaen, så de store æstetiske oplevelser ikke dækkes af dårlige minder om knubs og skub i linje 66!
|
|
