Af Rie Hammer
”Momentum – teater uden ryglæn” hedder det lille storbyteater i Odense, hvor ingen kan læne sig tilbage – for alle bliver alligevel fyret efter et år.
Nyhedens teater
”Teater Momentum” ligger midt i Odense og minder af udseende og indhold om ”Mungo Park”. Men der er forskel. For ”Momentum” har udviklet en unik teatermodel, de selv kalder ”Danmarks dristigste teaterforsøg”.
”Momentum” fik liv da det i 2005 overtog bevillingen fra det ruinramte ”Gadesjakket”.
Stedet lå godt, midt i byen og lokalerne var lækre. Derfor allierede Baggårdsteatrets direktør Lasse Bo Handberg sig med Lars Kaalund og Christoffer Berdal, da de havde en vision om at skabe et stærkt, dynamisk og vedkommende teater for unge og samtidigt være en affyringsrampe for nye teatertalenter.
Derfor skabte de en særlig Momentum-model, der blev introduceret i sæsonen 07/08. Modellen er et regelsæt a la ”Dogme 95”, møder Trier/Leths ”De fem benspænd”, udformet som en slags stafetteater - hvor formerne veksler, men regelsættet er fast.
Det betyder, at ensemblet ansættes for et år af gangen uden mulighed for genansættelse. Til gengæld skal de yde max i deres ansættelsestid. Til at styre sæsonen ansættes en kunstnerisk leder, der sammen med de tre-fire skuespillere udgør det kunstneriske ensemble ”Momentum Vol.” Og sammen skal de skabe ny scenekunst ud fra opgaver stillet af Kunstnerisk råd.
Teaterleder Jens Boutrup fortæller selv om modellen:
- Vi laver teater for at møde publikum – og særligt i lokalmiljøet. Så vi forsøger at formulere opgaver, der opdrager nye teaterkunstnere til at komme ud til publikum. Ville dem noget og søge de kommunikationsformer, der skaber kontakt til dem. Og her er modellen force. For du kan som hold godt fyre den af i et år ad gangen. Så udover at ensemblet får et langt større ejerforhold til stykket, så kommer der også mere liv på scenen. Samtidigt er det muligt at tage fat i ’her-og nu begivenheder’ fra virkeligheden og på den måde deltage i den politiske dagsorden med et aktuelt nyhedsteater.
- Modellen har selvfølgelig den ’ulempe’, at du ikke kan genopsætte en succes. Når du finder guld, må du lade det ligge og løbe videre, til gengæld kan kunstnerne tage deres forestillinger med sig, når de forlader stedet. Og på den måde fungerer vi mere som et væksthusteater end andre mere etablerede teatre.
