Af Mette Garfield Mortensen

Peter Brooks opsætning af Beckett tekster i Paris og grundlæggeren af Théâtre du Soleil Ariane Mnouchkines forestilling ”Les Ephémères” kredser begge intimt om livets skrøbelighed og om tiden. Beckett teksterne udspiller sig i fem knappe fragmenter, mens ”Les Ephémères” strækker sig over seks en halv time

Det tomme rum gløder. Salen på Théâtre Bouffe du Nord i nærheden af den berygtede Boulevard St. Denis i Paris står helt nøgen med afskallede vægge i gulbrune og okkerrøde nuancer. I kraft af lyssætningen knitrer rummet insisterende, lige inden Peter Brooks opsætning af fem fragmenter af Beckett begynder.

Det tomme rum har stor betydning for den berømte, eksperimenterende teaterinstruktør Peter Brook og er også titlen på en af hans mange bøger.
På scenen under salens kuppel udsmykket med diskrete arabesker, ses kun en bænk, en stol og et par skamler – på den ene ligger en violin.

To skuespillere træder ind, så rummet fyldes af deres kroppes tilstedeværelse og af Becketts skarpe ords bevægelser og rytme.

Let som en vittighed

Peter Brook har valgt at iscenesætte de knap så kendte Beckett tekster med fokus på humoren. Brook mener, at tiden er kommet til ikke kun at se Beckett som en negativ pessimist uden håb. Han mener, at Beckett i sine stykker selvfølgelig kaster sit blik ned i menneskets tilværelse som ned i en afgrund, men at hans humor netop redder ham fra at ryge helt til bunds.

Tosprogligheden er endnu et aspekt ved Beckett, som Brook i sin opsætning undersøger og inviterer til at opleve. Beckett skrev som bekendt på både engelsk og fransk, og derfor opføres fragmenterne af de samme skuespillere på forskellige aftener på enten engelsk eller fransk, men med undertekster projiceret blidt op på de afskallede vægge i rummet.

Brooks skuespillere, Kathryn Hunter, Jos Houben og Marcello Magni, formår at gøre Becketts svære, abrupte, meta-tekster, der drejer sig rundt om et ingenting lette som en vittighed og fysisk nærværende og forståelige.
Det viser sig i al tydelighed, da de to føromtalte skuespillere træder ind, og den ene sætter sig på en skammel og tager violinen frem og begynder at spille. Så udspiller der sig som i flere af Becketts tekster et magtspil mellem de to herrer. De undersøger slave og dominans forhold på kryds og tværs, mens de taler rundt om og stadigt forbi hinanden.

Den ene er blind og spørger skrøbeligt den anden til dels dominerende mand, der dog mangler det ene ben: ”Is it day og night?
Den dominerende svarer hurtigt og demonstrativt mørkt: ”Night if you wish!”
Og sådan lader Brooks elegante opsætning af Rough for Theater 1 Beckett ironisere og grine af sig selv.

De skrøbelige

Grundlæggeren af det franske avant-garde teaterkompagni Théâtre du Soleil Ariane Mnouchkine lader også i sin seneste opførsel ”Les Ephémères” tiden være en vigtig faktor. Forestillingen strækker sig som flere af hendes andre produktioner udover ganske lang tid. ”Les Ephémères” varer seks en halv time.
Men ulig Mnouchkines tidligere arbejde er der med ”Les Ephémères” ikke tale om en forestilling med formeksperimenterende og fremmedgørende bestanddele såsom elementer fra ikke-vestlige teatertraditioner fx masker og former fra det japanske Noh og kabuki teater.

”Les Ephémères” spilles i naturalistisk spillestil og gengiver diverse hverdagsscener fra forskellige menneskers liv, der, som forestillingen udspiller sig, viser sig at gribe ind i hinanden – fx som Robert Altmans multi-plot film Shortcuts.

På små drejescener, der holdes i konstant bevægelse, udspilles hustruvoldsscener, scener om ensomhed, scener om at ældes, scener om glæden ved et barns fødsel og om den udstødte.

Mnouchkine undersøger i ”Les Ephmérès” de tråde, der holder mennesker sammen, og hvordan den individuelle historie spejler  andres. Usete sider, forældre og slægtens fravær eller indflydelse bringes til syne i et flimrende bevægeligt forløb.

Mnouchkine gør det modsatte af Brook - hun  strækker tiden ud, for at publikum skal mærke den på egen krop og i eget sind. Hun lægger ligesom Brook vægten på det intime og nære og fjerner sig samtidig fra postmoderne tricks. Mnouchkine mener, teatret er vores kollektive historie, og ”Les Ephémères er en hyldest til det skrøbelige ved menneskets eksistens.

Mere på www.theatredusoleil.fr