|
|
|
 - Benjamin Kitter i ”Shopping” og velsiddende designerjeans på Camp X (Foto: Søren Normann Hansen)
Af Erik Exe Christoffersen
I sidste nummer af Teater 1 havde vi en artikel om dramatikerens situation i en teaterverden, der ind imellem ser ud til at ville afvikle dramaet. Helt så radikalt pessimistisk ser lektor Erik Exe Christoffersen nu ikke på samtidsteatret. Han vil gerne have stoppet den gamle konflikt mellem klassisk teater og avantgarde
Teater er uden tvivl en truet kunstart, som langt overgås af de globaliserede digitale mediers evne til både udbredelse og interaktion. På den anden siden minder teatrets os om det samtidige dynamiske nærvær mellem kunsterne og tilskuer som de andre medier kan mangle. Spørgsmålet er hvordan man kan tænke en globalisering af teatret og forskellige hybrider mellem teater og digitale medier, som er til begges fordel?
Nogle teateranmeldere har ytret betænkeligheder ved udviklingen i samtidsteatret og ment, at det traditionelle teater bliver svigtet. Således lød det allerede i efteråret 2007 ved sæsonpremieren: ”Hvor mange eksperimenter kan vi klare?” (Kirstens Sterling, Information 11. 9. 2007). Senere på sæsonen blev bekymringen fuldt som kritik: ”I takt med virkelighedsteatrets selvfedme, som har betydet noget nær dramatikerens død, er kvaliteten af teatertekster blevet alarmerende dårlig. Tilsvarende er man holdt op med at spille teater, al den stund der er gået så meget interaktivt show i den, at det nu i større grad er publikum, der skal spille”. (Per Theil: Politiken 7. 4. 2008). Theil er især ude efter Camp X, fordi ”teatret har allieret sig med en ildsjæl af en kurator, der har forvekslet samtidsteatret med et, om end nok så showpræget, budskabsteater”. Om man kan tale om ”dramatikerens død” kan diskuteres og heldigvis er en række af dramaer, som iscenesætter en genkendelig virkelig, heldigvis tilgængelige og udgivet af forlaget Drama.
 - Tshirts en masse i kurator og instruktør Ditte Maria Bjergs ”Shopping” op Camp X foråret 2008. (Foto: Søren Normann Hansen)
Sanne Bjerg, tidligere teaterchef på Plex, indtager nærmest den modsatte position i forhold til Theil og taler for samtidskunsten som grundlaget for, at Danmark i den globaliserede konkurrencesituation kan markere sig ”som kreativ og innovativ nation”. Man må satse mere på den eksperimenterende kunst: ”Kun ved bestandigt at have en kunstnerisk avantgarde, der tør afprøve og bryde grænser, kan vi blive ved med at udvikle tidssvarende former og sprog. Derfor er det afgørende, at der dels stadig udvikles nye mentale ressourcer. Dels at der sikres rum til den kreative grundforskning, som de enkelte industrier ikke selv kan rumme”. (Sanne Bjerg: Politiken 24.4.2008).
Hermed er der introduceret et par dominerende synspunkter i forhold til samtidsteatret. Men spørgsmålet er, om det ikke er på tide at ophæve en konflikt mellem klassisk kunst og avantgarde?
Et træk i samtidskulturen er iscenesættelse og remediering, hvor fremstillinger i et medie overføres til andre. Samtidig er der paradoksalt nok også en modsat bevægelse, hvor kunsten drejer sig om at blive så autentisk og virkelighedsnær som muligt. På den ene side forsøger man at fremstille tendenser i virkeligheden, men samtidig forsøger man også at skabe teatermediets realitet, her og nu, i forhold til tilskuerne. Herigennem skabes teatrale iagttagelsesmåder, som er versioner uden entydig oprindelse hverken i de klassiske eller i de avantgardistiske teatertraditioner. Teatret skaber særlige versioner af det iscenesatte og særlige versioner af samspillet mellem det iscenesatte og det tilsyneladende autentisk virkelige. Selve opførelsen er ikke kun repræsentation af en virkelighed men er en remedieret handling, der retter sig mod en given modtager som en form for udveksling eller interaktion. Undertiden ses dette samtidsteater som en realitet i en given social sammenhæng, og derfor er det ikke kun den enkelte forestilling, men også teatrets øvrige handlinger i det lokale miljø som er iscenesatte som det fx fremgår af Mads Wille, kommende leder (sammen med Simon Boberg) af Husets Teater, som vil åbne teatret for servering, foredrag, musik mv. (Information 13.5.2008)
Jeg skal skitsere nogle strategier i dansk samtidsteater, hvor instruktøren bliver en iscenesætter eller fortæller af teatrets begivenhed gennem valg af fortællegreb og forskellige sceniske og mediale elementer (rum, teknologi, lys, tekst, spring i synsvinkler og skuespilleren).
Referencer:
Bjerg, Sanne: ”Kunsten skal ind fra kulden”, Politiken 24.4.2008.
Boss, Sandra: interview med Mads Wille:”Ud med teaterturisme – ind med lokalteater”, Information 13.5.2008.
Karlsen, Jesper Bræstrup: ”Gidsel - En historie i virkeligheden”, Drama 2008.
Nielsen ”Verden er ikke på forhånd givet”, Weekendavisen, 12-19. 3. 2008.
Nielsen, Beckwerket: ”Hvid mands byrde”. Weekendavisen 7. 3. 2008.
Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift: 2/3 - 2007. (Red Therese Bjørneboe). ”Samtidsdramatikk/ Scenetekst”.
Sandsund, Torkild: ”Parlementet eller The White Man’s Burden” i Norsk Shakespeare og teatertidsskrift (Red. Therese Bjørneboe) nr. 1, 2008
Sterling, Kirsten: ”Hvor mange eksperimenter kan vi klare?”. Information 11. 9. 2007
Theil, Per: ”X-faktoren i teatret – fra camp til gas”. Politiken 7. 4. 08.
Shopping
For kuratoren Ditte Marie Bjerg, Camp X er der tale om en udvidelse af teaterkonceptet til et multikulturelt oplevelsesforum, der benytter iscenesættelsesgreb som powerpoints, talerstolen, festen og andre strategier. Desuden udgiver teatret Public X hvoraf # 2 ”In a State of Emergency” (i en undtagelsestilstand), 2008, tematiserer borgerens rolle i et demokrati, hvor markedskræfterne synes at dominere totalt. ”Shopping” (idé og iscenesættelse Ditte Marie Bjerg, Camp X, 2008) er skabt gennem et samarbejde med dramatikeren Vivian Nielsen og holdet og har en fortælling, en slags rød tråd, der følger Pietra Rivoli som har skrevet bogen ”The Travels of a T-shirt in the Global Economy. Rivoli” udforsker t-shirtens liv fra købet af en billig t-shirt, som er produceret i Kina, mens bomulden kommer fra Texas. Forskeren (og forestillingen) følger i t-shirtens fodspor fra Texas til Kina og Afrika, hvor den ender på et brugttøjsmarked. ”Shopping” drejer sig om en globaliseret handling og involverer en række globale mekanismer, forbrugeren ikke nødvendigvis er klar over. Alle er involveret i den globale økonomis konsum og som globale borgere har vi nogle fælles interesser i, at markedet følger nogle almene fornuftige regler. Samtidig er vi privatiseret som konsumenter. Det skaber en analogi med forestillingen som jeg oplever individuelt og ud fra personlige sansninger, mens vi, publikum, skaber teaterforestilling, som er en form for interaktivt fællesskab i det konkrete rum. Vi er både forbrugere og tilskuere i situationer, hvor fx alle undersøger sidemandens t-shirts, hvor den kommer fra, og hvad mærke den har. På den måde skaber forestillingen en konkret vekslen mellem jeg og vi og mellem privatforbrugeren og borgeren.
Scenerummet er en dynamisk manegeagtig konstruktion bestående af en stor samlebåndsmaskine, som kan transportere objekter og skuespillere, en bagvæg hvor der kan projiceres video, en masse t-shirts og diverse andre kommercielle objekter. ”Shopping” starter med en auktion, hvor nogle af tilskuerne byder på en t-shirt og undervejs kan der bydes på og købes forskelligt. Fx en sang af skuespilleren Peter Mygind og skuespillerne sælger på scenen diverse drikkevarer i pausen og efter forestillingen kan man på scenen købe t-shirts for 40 kr., som går til et godt formål. Eller er det en del af forestillingen? Dramaturgien har en rød tråd men er også karakteriseret ved spring, sidespring og afbrydelser. Fx afbryder skuespillerne undertiden hinanden og bliver ”private”. Benjamin Kitter bliver lidt sur på Peter Mygind over hans succes med en sang (specielt hos kvinderne) og synes ikke, han får samme opmærksomhed, hvilket fører til et stripnummer. I det hele taget er Mygind ofte i fokus som den mest kendte af holdet og derfor privilegeret indenfor forestillingens kontekst. Tilsvarende har Ellen Nyman nogle afbrydelser, hvor hun kommenterer sin etniske baggrund eller Ditte Hansen udtrykker sine frustrationer som kvindelig skuespiller, som samtidig har et privatliv, der er ved at vokse hende over hovedet på grund af overforbrug og manglende evne til at smide ud.
Forestillingens performative og interaktive medialiteter viser sig i disse afbrydelser, når replikker oversættes eller når handlinger, udvekslinger eller situationer videofilmes på scenen, og billederne projiceres op på bagvæggen som en filmisk scene. Videoprojektion udvider både tid og rum i teatret og skaber nye rammer for teatrale relationer og interaktionsformer. ”Shopping” tematiserer en global samtidskonflikt men iscenesætter samtidig det konkrete publikum som inddraget i et fællesskab med hinanden og skuespillerne i rummet. På den måde føres tilskuerne fra et privat konsum til en borgerposition. Med iscenesættelsen af tilskuerblikket etableres et spil med iagttagelsespositioner. Både formelle perspektiver og det, at globaliseringen må iagttages fra forskellige positioner.
Det multimediale teater
Holbæk Teaters ”Gidsel - En historie i virkeligheden” med tekst af Jesper Bræstrup Karlsen er iscenesat af Frede Gulbrandsen i en kørende bus og kåret som årets Reumert-børneteaterforestilling. Tilskuerne stiger ind i bussen for at se ”Gidsel”, en ”såkaldt teater-installation”. Dansk-pakistaneren Samir guider tilskuerne i bussen og fortæller om sin familiebaggrund, viser billeder og faderens flybillet fra 60erne, som bragte ham til Danmark og en revolver som hjalp faderen under flugten. Alt imens han videofilmes og chaufføren kører til det hemmelige forestillingssted. Samir har været kæreste med Sally, men nu er han blevet tvunget til at gøre det forbi, fordi han skal tvangsgiftes med en fra sin familie hjemme i Pakistan.
Transporten til forestillingen bliver ”afbrudt”, og der udspilles et kærlighedsdrama, idet tilskuerne bliver indlagt til et ”virkeligt” gidseldrama. Sally kan ikke acceptere Samirs beslutning, hun indhenter bussen, dytter og overhaler og får den til at stoppe. Stykket har både intime scener, hvor tilskuerne er helt tæt på, og panoramascener som blander sig med den omgivende virkelighed. For at formidle de forskellige scener anvendes video, mikroports og mobiltelefoner, og disse medier gør det muligt for tilskuerne at følge med. Konflikten accelererer i og med at Samir indser, at hans familie vil hævne sig og gøre ham selv og Sally fortræd, hvis han nægter tvangsægteskabsplanerne. Via mobilen høres de konkrete trusler. Sally røber konflikten til politiet og medierne, og det ender med, at Samir tager bussen og tilskuerne som gidsler for at bruge dem som en slags skjold mod den pakistanske familie. Afsluttende kan tilskuerne også følge dramaet vis bussens videomonitorer som bringer ekstraindslag fra DR1s tv-avis og man ser her bussen i fugleperspektiv på flugt.
Selve kærlighedsdramaet har karakter af en traditionel konflikt, hvor Samirs og Sallys forhold bringes i opposition til en pakistansk kultur, som han i første omgang bøjer sig for, fordi han føler sig hjemme i denne kultur. Men Sallys modstand får ham til at forstå, at han trods tabet af sin oprindelige kultur kun er forpligtet på sit forhold til hende. Han vælger kærligheden frem for slægten.
Det særlige ved ”Gidsel” er naturligvis dens rammesætning som bringer en ellers traditionel konflikt ind i en performativ opførelse, hvor tilskuerne inddrages i fortællingen som vidner og gidsler. Forestillingen tematiserer en aktuel samtidskonflikt mellem en religiøs og en sekulær kultur, samtidig inddrages den kørende bus som scene, den omkringliggende konkrete virkelighed, trafik og tilfældige forbipasserende, bliver scene for bussen og tilskuerne ”iscenesættes” i forhold til en fiktiv gidselsituation.
 - Publikum inddrages meget konkret og direkte i konfl ikten og forestillingen i Holbæk Teaters ”Gidsel”, hvor alle sidder i samme lille, kaprede bus (Foto: Holbæk Teater/PR)
Interventionsteater
Claus Beck Nielsen (1963-2001) selv-iscenesættelse i 2008 foregik blandt andet i en lokal virkelighed i Afghanistan og i medierne. Den Nationale Scene i Bergen har siden 2002 deltaget i et samarbejdsprojekt med Kabul Teater i Afghanistan, og ville i 2008 opsætte Beckwerkets ”Parlamentet” (2003). Nielsen tager til Kabul og han beretter som udsending fra Beckwerket i ”Hvid mands byrde” (Weekendavisen 7. 3. 2008) om de norske ”teaterstyrkers” farceagtige arbejde med at iscenesætte en forestilling om demokrati. En af pointerne er, at de må bruge udemokratiske metoder for at få arbejdet udført af de modstræbende afghanske skuespillere. Som alternativ strategi beskriver Nielsen i en yderligere artikel sin egen ”selvmordsagtige” iscenesættelse: ”Oprindelig var jeg en bifigur i et teaterstykke. I 2003 spillede jeg rollen som folket i teatret Das Beckwerks opsætning af skuespillet ”Parlamentet”. Mod slutningen af forestillingen trådte jeg ud af fiktionen, jeg lagde teatret bag mig og gik ud i virkeligheden, og siden har jeg rejst omkring i verden og optrådt på den storpolitiske verdensscenes hotteste steder i Irak, Jordan, Washington, Dubai, Bruxelles og senest Iran i et forsøg på at finde en måde, hvorpå den almindelige europæer igen kunne komme til at spille en rolle i skabelsen af verdenshistorien”. (Nielsen: ”Verden er ikke på forhånd givet” i Weekendavisen, 12-19. 3. 2008).
I modsætning til de norske teaterfolks forsøg på traditionelt i-scene-sat teater benytter Nielsen en demonstrationsform, hvor han alene går gennem Kabuls kvarterer med sit hvide demokratiflag med et hul i midten. Efter denne solovandring, som i Kabul var livsfarlig, især for en dansker på grund af Muhammedkrisen 2, som var på sit højeste med flere demonstrationer og protestafbrændinger af danske flag, skulle Nielsen efter egen plan ende med at træde hjem i teaterfiktionen i den afghanske opsætning af Parlamentet, men til generalprøven afviste skuespillerne denne version, som for dem ville være endnu en invasion udefra. Desuden var man ikke begejstrede for det hvide flag som i den afghanske kultur er knyttet til Taleban. Situationen er, som Therese Bjørneboe skriver i Norsk Shakespeare og teatertidsskrift nr. 1, 2008, ikke blot en kunstnerisk problematik, den spejler den politiske og militære intervention i Afghanistan.
Som det fremgår, er der tale om to meget forskellige instruktionsstrategier. Nielsen er performativt orienteret og fokuserer på den (selv)overskridende handling, mens de norske teaterfolk forsøger at genskabe en teatral iscenesættelsesramme i det udbombede teater. Nielsen iscenesætter både sig selv, de norske teaterfolk, de lokale afghanere i Kabul, medier og begivenheden gennem fx kronikker i Weekendavisen og på dasbeckwerk.com. På den måde spiller Nielsen både på performative og teatrale strenge og flytter så at sige teaterbegrebet rundt i forskellige mediale virkeligheder. Projektet er i øvrigt beskrevet af Torkild Sandsund ”Parlamentet eller The White Man’s Burden” i Norsk Shakespeare- og teatertidsskrift nr. 1, 2008 med en helt anden optik end Nielsens.
Afslutning
Samtidsteatret forsøger på forskellige måder forsøger at konstruere en virkelighedsnær form ved at remediere modsætninger mellem teater og digitale medier og mellem klassik teater og avantgarde.
”Gidsel” overfører en klassisk dramatisk nærmest filmisk roadmovie til teatret med en ny steds-specifik virkelighedsdimension dels ved at ”bortføre” tilskuerne ud i virkeligheden og væk fra teatret og dels ved at integrere forskellige medier med iscenesættelsen og teksten. ”Shopping” skaber både en dannelseshistorie, hvor vi følger subjektets Odyssé og en direkte forhandling/handel mellem scenen og tilskuerne og overfører den merkantile shopping til teatretsinteraktion. ”Nielsen” gentager på lignende vis dannelsesrejsen og blander den med både turismens og militærets intervention i en teaterdemonstration, som konfronterer mediet med virkelighedens strøm. Nielsen er dog nødsaget til at ”spille” på flere medier og remedierer således demonstrationen med teaterreportagen og rejsebeskrivelsen. Imellem disse medier ”forsvinder” den oprindelige forfatter mere eller mindre og er kun nærværende gennem mediernes retorik. Spørgsmålet er om han nogen siden kommer ”hjem”.
I alle tre tilfælde udvides teatermedier ved at inddrage andre medier og virkeligheder. Dermed etableres der en forbindelse mellem det lokale og det globale og mellem live situationen og det medierede. Effekten er, at der både iscenesættes fortællinger og samtidig skabes en medieopmærksomhed. Enhver fortælling er medieret, og teatret handler også om at skabe et fokus på mediets iagttagelsesmåde og virkemåde.
Erik Exe Christoffersen er lektor ved institut for æstetiske fag, Aarhus Universitet, Redaktør for ”Peripeti-Tidsskrift for dramaturgiske studier”. Tidsskriftets nye nummer handler om instruktion og instruktørstrategier.
|
|
