København - et mausoleum fyldt med oliegrise
- Vertical Exile no. 1 og no. 4 handler om, at København er ved at udvikle sig til et mausoleum. Et mausoleum er jo i bund og grund en grav, en struktur, der er bygget op for at beskytte ligene af rige mænd eller kvinder og deres skatte. Altså et sted for døde kroppe!
Sara Gebran understreger, at hendes værk ikke handler om den døde krop og mausoleet i bogstaveligste forstand, men at de bruges som billeder på, hvordan den nuværende byplanlægning, infrastruktur, arkitektur og byrum begrænser menneskenes muligheder for åndelig udfoldelse.
- Man kan for eksempel se Operahuset som en døende mands mausoleum, eller Ørestadens nye monumentale bygninger og tomme åbne pladser som et led i en slags bevægelse, der er ved at ændre byen til et ”mausoleum”.
Årsagen til at byen plastres til af store monumentale bygninger, og at der ikke skabes rum til åndelig udvikling, mener hun blandt andet er en følge af en økonomisk velstand og velfærd, der skaber et stærkt fokus på forbrug og materielle ting.
- Den danske økonomi har med de sidste års højkonjunktur været så stærk, at vi ikke behøver resten af verden, vores kunst er så stærk, at vi ikke behøver resten af verden, vi er så gode, at vi ”underviser” resten af verden i, hvad god stil og godt design er, hvordan en god økonomi ser ud. Vi er simpelthen gået i eksil i vores eget mausoleum – vores egen selvtilstrækkelighed.
”Vertical Exile no. 1” begynder med en stiliseret forelæsning om mausoleer fra forskellige steder i verden, der efterhånden afbrydes af fakta om grise og olie som Danmarks stærkeste indtægtskilder. Herefter bevæger forestillingen sig ind i et andet univers af sex, overflod, penge og fest.
- Det var netop økonomien og vores selvforståelse, som grisene, der fodrer sig selv med olie, symboliserede i forestillingen. 50’eren, vi forærede publikum ved indgangen, var endnu et symbol på dette kredsløb. Pengene blev nemlig ført ind i ”systemet” igen, da publikum i slutningen af forestillingen betalte dem tilbage, da de købte stegt bacon, pølser og champagne - som en del af forestillingen.
Krig har et visuelt udtryk
Med Vertical Exile no. 2 og 3, der opføres i palæstinensiske flygtningelejrer i og omkring Ramallah i april 2009 og i andre lejre på Vestbredden i efteråret 2009, bliver Sara Gebrans forestillinger et kunstnerisk udtryk midt i den konflikt, der udspiller sig på den israelske Vestbred.
- Forestillingen vil handle om folkets mobilitet inden for regionen og om de spor af minder, som tiden har trukket igennem landskabet. Jeg har været i Ramallah og det er en virkelig underlig oplevelse. Du kan gå en tur i byen og pludselig rejser der sig en kæmpe mur foran dig, og du må dreje af. Muren flytter sig og skifter retning fra dag til dag og lukker folk inde selvom de er udendørs… Det er en stor mur, der bevæger sig og har sit eget liv.
Vertical Exile #1: København, d. 15. og 29. august, 2008. Del af Metropolis Laboratory, arrangeret af Københavns Internationale Teater.
Vertical Exile #2: Al Amari og Deheisha flygtningelejrer i Palæstina d. 5.-24. april 2009
Vertical Exile #3: Al Amari og Deheisha flygtningelejrer i Palæstina, september og oktober, 2009.
Vertical Exile #4: København, August 2009. Del af Metropolis Biennale, arrangeret af Københavns Internationale Teater.
Det handler om det sted og den by, vi er i, derfor vil jeg arbejde sammen med bl.a. dansere, kunstnere og en journalist, der bor i området. Som jeg gjorde i forbindelse med forestillingen i København, vil jeg også inddrage en lokal arkitekt, der forstår byen og dens infrastruktur. På en måde kan man jo se bosættelsesproblematikken udspille sig som en krig, der også udtrykker sig arkitektonisk.
Svært at blive ved
Research fylder meget i Sara Gebrans arbejde. Netop derfor rejste hun selv til Ramallah - for at skabe et fundament for forestillingen og suge indtryk og viden til sig, for at forstå dybden af det, hun arbejder med.
- I dette tilfælde er jeg nødt til at vide, hvad der foregår i Palæstina, og hvordan forholdet mellem israelere og palæstinensere er. Og det gør jeg ved at møde folk og tale med folk, som har været der, som bor og arbejder der. Helt konkret bliver forestillingerne til igennem workshops, hvor de lokales erfaringer fylder indholdet på. Det handler om deres territorium, om deres sted.
- Så ja! Jeg er en politisk kunstner - hvis dét at være politisk betyder, at jeg tænker over, hvad jeg vil kommunikere i mine forestillinger, at jeg tænker på, hvordan og hvorfor jeg vil kommunikere.
Men det er svært at blive ved med at engagere sig, når der bliver skåret mere og mere i støtten til kunstprojekter, og særligt når vilkårene for at modtage dagpenge strammes. De fleste kunstnere har ikke længere tid til at skabe kunst, fordi de skal skaffe penge til at leve for.
Kunst sker i de rige lande! Hvis du vil have et land med en stærk kunstnerisk profil, skal systemet også være skruet sammen til at understøtte det, både socialt, økonomisk og politisk.
