Af Annelis Kuhlmann
På Aleksandrinskij teatret i Sankt Petersborg fejrede man for nylig teatrets chefinstruktør Valerij Fokin for hans 40 års jubilæum som iscenesætter. Fejringen fandt sted som festival med Fokins iscenesættelser af de fire russiske teaterklassikere Gogols ”Revisoren”, Dostoevskijs ”Dobbeltgængeren”, Tolstojs ”Det levende lig” og Gogols ”Frieriet”.
Valerij Fokin, der har været kunstnerisk leder af Aleksandrinskij Teatret de sidste seks år, kommer oprindeligt fra Moskva, hvor han i sin tid tog sin uddannelse på Schukin-Skolen som elev af Boris Zakharov og flere af de skuespillere, der var direkte efterkommere af Vakhtangov. Efter nogle år på det i 1960erne og 1970erne banebrydende teater Sovremennik blev han 1985 leder af Ermolova teatret, også i Moskva. Siden begyndelsen af 1990erne har han stået i spidsen for Mejerhold-centret, der som kunst- og forskningsinstitution har hjulpet med at få synliggjort den kunstneriske arv fra Mejerhold, en arv som var underlagt censuren stort set helt op til perestrojkaen i midt-80erne. Denne rehabiliteringsindsats har blandt andet medvirket til officielt at fastholde dels Mejerholds metode i skuespillertræning med biomekanik. I forestillingerne synliggøres det ved klare æstetiske henvisninger til Mejerholds iscenesættelser af store russiske klassikere.
Revisoren
Forbindelsen til arven fra Mejerhold kan jeg illustrere ved Fokins opsætning af ’Rvisoren’ med scenografi af Aleksandr Borovskij. Manuskriptversionen er den samme, som Mejerhold benyttede i sin legendariske opsætning fra 1926. Skuespillernes næsten orkestralt koreograferede plasticitet i samspil med en scenografi, der i den grad gav plads til spillet og satte det i forestillingsmæssigt relief pegede i retning af Mejerhold-traditionen. Historiciteten blev poetisk understreget ved Gogols egen regiskitse som et vibrerende stiliseret teatervindue mod andre tider. Hovedfiguren Khlestakov var maskeret som en genial blanding af pseudointellektuel, skaldet bandittype fra den kreative klasse, fremragende spillet af Aleksej Devotjenko.
Samtlige fire klassikeropsætninger, jeg så, havde en afstemt og sofistikeret teatral brug af rummet. Aleksandrinskij Teatret, der er tegnet af italieneren Carlo Rossi og stod pompøst færdigbygget 1832 som hjemsted for den russiske kejserlige trup, der havde eksisteret siden 1756, bruges i dag udelukkende til dramatisk teater. Hverken ballet eller opera går over scenen. Der er fem balkoner og plads til ca. 1000 tilskuere og teatret har som sådan et klassicistisk udseende med en indvendig konstruktion fra barokkens idealer. I dette kolossale rum (hvor vores Gamle Scene til sammenligning fremstår lidt lille!) opnåede kontakten mellem scene og sal en forbløffende teatral intimitet. Lysvirkninger og skuespillernes ind- og udgange samt scenografiske detaljer foregik i et overraskende samspil mellem scenens og salens puls.
Repertoire
Der er nogle afgørende faktorer, der muliggør en så markant fejring, som Fokins opsætninger er udtryk for. I Rusland har man fortsat et teater, der baserer sig på at være repertoireteatre. Det betyder, at teatrets fundament hviler på en forestilling om betydningen af ’gentagelse’ over lang tid, forstået på den måde, at en forestilling først efter 10-15 premiereaftener begynder at indgå et repertoire, hvor der kun sjældent bliver vist den samme opsætning to aftener i træk. Teatret har et stort repertoire, der nok byder på nye opsætninger, men som også i stor udstrækning netop har rod i klassikere, som er blevet vist på teatret i flere årtier.Hvis det da ikke ligefrem er forestillinger, der i sin tid havde deres urpremiere her, sådan som det f.eks. er tilfældet med ’Revisoren’, som fik sin førsteopførelse på Aleksandrinskij Teatret (1836), og således har en særdeles lang forestillingshistorie og decideret opførelsespraksis.
Med repertoirets lange spilletider bliver det fra tid til anden genopsat eller roller bliver nybesatte, men det indebærer alligevel, at der sker en løbende ”revitalisering” af klassikerne. Gentagelserne spiller ikke kun en rolle for teatrets repertoire. For tilskuerne har gentagelser også deres næsten rituelle funktion og betydning. Mange tilskuere arver nærmest teatervaner og dermed traditioner for aktivt at huske, se og sammenligne opsætninger af et klassisk repertoire, ligesom dette repertoire også i sproglige billeder bliver til en måde for russeren at være nærværende på.
Erindringspotentiale
Efter at have deltaget i denne festival for Fokin forekommer det mig, at evnen til at holde liv i klassikeropsætninger og forskellige iscenesættelsers vinklinger og udsigelser har at gøre med en kulturs kapacitet som erindringspotentiale. At genkalde sig teateropsætninger er en fast del af livet på og omkring Aleksandrinskij teatret.
Klassikertraditionen på teatre ikke mindst i Sankt Petersborg har en særlig betydning. Her taler man ikke om en national kulturkanon, som fra kulturministerielle udvalg og scenekunstneriske kommissioner søger at udstikke legitimerende og regulerende retningslinjer for, at man beskæftiger sig med fortiden. Her er i stedet tradition for, at klassikeropsætninger er identitetsskabende i en dybt forankret erindringskultur. Dette skyldes formentlig bl.a. det faktum, at en række af de store forfattere som Gogol, Dostojevskij, Aleksandr Blok, Andrej Belyj Anna Akhmatova, Josef Brodskij, Nabokov m.fl. har boet store dele af deres liv i byen og har indskrevet byens overrumplende struktur og billeder i deres forfatterskaber. Denne fysiske dimension har et identitetsmæssigt træk, og dette indgår som en formmæssig tænkemåde i en del af de iscenesættelser, som jeg senest har iagttaget.
En historie med fremtid i
På Aleksandrinskij Teatret bestræber de sig for at lave kulturjournalistiske og teaterkritiske seminarer med relevante uddannelsesinstitutioner, hvor de studerende i det moderne superkapitalistiske Rusland faktisk er ved at være mætte og småtrætte af den tidligere så intense jagt på statussymboler, at de nærer et ønske om at blive en del af et nyt ”intelligentsia”, der som et kritisk parnas i samfundet også har et dynamisk dialogisk forhold til eksempelvis teatrenes repertoire.
Dette signalement fik jeg til fulde bekræftet, da mere end hundrede unge studerende ville sidde i over 3 timer og høre på forelæsninger om klassikere på teatret i en ny form for ”akademisme”, som russerne kalder det.
Forelæsningerne fandt symbolsk nok sted midt i Tsarens loge på Aleksandrinskij teatret i forbindelse med festivalen for Fokin. I Sankt Petersborg har ordet akademisme ikke den lidt negative medbetydning, som det oftest har i vores del af verden. Forklaringen er formentlig, at begrebet ’akademi’ har en ganske anden status og betydning, og at ’akademiet’ også kan være ’akademisk’.
Foruden de teaterforestillinger, der indgik i fejringen af Fokins iscenesætterjubilæum, bød festivalen på Aleksandrinskij Teatret også på andre teaterforestillinger, hvoraf en var gæsteinstruktøren Jurij Butusovs iscenesættelse af Brechts ’Mann ist Mann’. Dertil kom fire gæstespil, hhv. Michael Talheimers iscenesættelser af Goethes ’Faust’ (1. del) og af Hauptmanns ’Rotterne’, begge fra Deutsches Theater i Berlin, samt to opsætninger fra det polske teater ’Narodny’, hhv. Ran Englerts iscenesættelse af Tjekhovs ’Ivanov’ og Maja Kletjevskas sceniske komposition og iscenesættelse af ’Fædra’.
Det er ganske enkelt imponerende at se, hvordan Ruslands ældste og fortsat eksisterende teater i en ret moden alder og efter nogle årtiers mere dvælende eksistens, har rejst sig og nu fremstår rigere end nogensinde. Teatret oser af ideer, ressourcer og tilskuere. Der er kvalitet på scenen. Og det virker som om dette klassiske gamle teater nu har indtaget en position, man ellers ofte bruger avantgarde-betegnelsen om. Man er langt fremme og går i næste sæson i gang med at producere internet teater. Man ønsker at transmittere teaterforestillinger på internettet, så de også kan ses i fjerne egne af Rusland og i udlandet. Og man ønsker at demokratisere teaterskabelsesprocessen på en måde, så også nye udtryksformer kan finde vej ud over den gamle rampe.
|
