Othello
Af Sara Strand

I Louise Midjords opsætning møder vi den unge og succesrige Othello med en karriere i hæren. Othello får den yndefulde Desdemona, og alt er fryd og gammen. Men den slikkede Iago er ikke tilfreds. Konflikterne ulmer, og det lykkes Iago på listig vis at få Othello til at tvivle på sig selv, sin elskede og alle omkring ham. Alban Lendorf rammer sledskheden i Iagos væsen lige på kornet og klarer helt fra scene 1 at indskrive et overbevisende jalousimotiv i publikums bevidsthed.

Ind og ud af dette væver sig (ørken)krigens uhyggeligheder, her med stærke referencer til USA. Krigstemaet endsige USA's deltagelse i diverse konflikter over hele verden kan synes en smule fortærsket i et æstetisk kommenterende univers, men det opvejes af den virkningsfuldhed, hvormed nedbruddet af Stars and Stripes på videoinstallationslærredet transformeres til en kulisse, der bliver centrum i  krigszonen. Symbolikken i, at tv-skærmens evindelige fiktion bliver til aktiv handling indskriver et nyt fiktionslag, som åbner for fornyelse og refleksion på flere planer.

Midjords æstetik er utrolig imødekommende og rummer en sjælden sansemættet oplevelse uden at give køb på en tydelig episk linje i forestillingen. Den klassiske ballet udtrykt igennem ganske små seancer i Desdemonas væsen får et særligt kantet islæt og danner en herlig kontrast til et uslebent moderne udtryk i karakteren Othello ofte med dimensioner af mimisk teater som udføres med indfølt præcision af Marvin Spahi i rollen som Othello. Man er som publikum ikke et øjeblik i tvivl om karaten af Othellos følelsesliv.
Fremhæves skal også Desdemona (Amalie Adrian) og Emilias (Eliza Mulholland) lille skyggeseance, som danner en både sødmefuld og gruvækkende kontrast til krigens rædsler. Fint understreget af lyden fra en falleret spilledåse.
Othello er på alle måder en seværdig helhedsoplevelse - også selvom man mest er til plys og parket.

Mrs. Miller Co. + Thenobco
Af Michala Hauge Kofoed

Århusiansk dans med fremdrift! Klip + Verve + Kvart - tre værker i én homogen pakke - var en stærk og underholdende oplevelse på dansescenen i starten af november. Koreograferne Louise Friis (Mrs. Miller Co.) og Nicolaj Jespersen (Thenobco) er hovedmændene bag det velkomponerede program.

Klip
Louise Friis’ Klip viste os et stramt komponeret rum. Et kvadratisk dansegulv flankeret på venstre side af høje, orange stole. Herfra kommenterede de lejlighedsvist ”hvilende” dansere, dét der udspillede sig på dansegulvet, ved at kopiere en bevægelse – en finger der pegede eller blev holdt, som blev der sagt ”schyyy”, eller som var det en pistol. Indimellem udspilledes der et helt lille selvstændigt drama på stolerækken, meget diskret og fint lavet, med små blikke og tøvende bevægelser… Klip rummede veldisponerede temposkift i en balance mellem langsomme glidende bevægelser og energiske sekvenser, med pudsige referencer til filmuniversets abrupte klipning.

Verve
Nicolaj Jespersens Verve rullede, drejede, sprang og kravlede sig over gulvet i et afslappet T-shirtlook og grå bukser. Til Jørgen Tellers liveopførte, til tider orientalsk inspirerede musik, mærkede vi dansernes drive og glæde ved dansen. Der var nærvær i de mange udstrakte bevægelser og snedige løft og gulvrul. Der var øjenkontakt og små lune smil mellem danserne i lidenskabelige scener, og der var virkningsfulde skift fra individuelle sekvenser til synkrone optrin, som da alle seks dansere stod i hver deres krampende verden for POW at falde ind i én fælles krampe.

Kvart
Og hold da op! Jo Strømgrens Kvart var et reelt bombardement i en sært depressiv verden. Her var tordenskrald og en konstant lyd af silende regn og tunge lyde, dansere med sortmalede øjenhuler, en bænk og et rektangulært scenegulv i sølle og begrænsende format.  Her var alvor på en underlig følelsesløs måde – og så alligevel en hengivenhed, og blikke med passion og vilje. Her var et sørgmuntert visuelt og lydligt univers i udfordrende kontrast til hidsigt hvirvlende cirkelspark, præcist udførte bevægelseskanoner og en kontrolleret vildskab, der krævede dansernes fulde indlevelse og stærk teknik. Ikke en finger at sætte på det!

 

Giselle iscenesat af Nicolaj Hübbe og Sorella Englund
Af Michala Hauge Kofoed

Kan Perrot og Corrallis romantiske sværvægter af en ballet fra 1841 virkelig blive ved med at røre os? Kan Giselle stadig – i 2008 - overbevise med sin uskyld og få det til at gyse med sit vanvid og kan Hertugen Albrechts heftige men sorgløst kontrollerede passion stadig fremstå troværdig og kan vi virkelig stadig fascineres af spøgelsessvævende og mandehadende wilier? Svarene er! ja, ja, og ja! Det kunne den bestemt, da den i Hübbes og Englunds opsætning strøg over det Kongelige Teaters gamle scene i sidste halvdel af oktober.

Silja Schandorff, ender sin karriere som solodanser med dette parti. Hun viser stadig imponerende stort overskud, teknisk såvel som dramatisk. Hun er yndig som den lysblåklædte bondepige Giselle, men formår midt i den muntre og naive glæde at varsle, den sorg der kommer. Stærk præstation med dybde, der ikke helt fik nok modspil af den høje flotte danseur noble Nehemiah Kish, der måske var lidt for pæn, men dansede smukt og højtspringende.

Kontrasten mellem Hilarion og Albrecht var til gengæld interessant – banal måske, men det virkede. Albrecht var i hele sin ranke og ordentlige kropsholdning indbegrebet af kontrolleret høviskhed. Mens Hilarion, den primitive bondedreng, blev danset vredt og næsten med dyrisk vildskab af Fernando Mora.  Det kunne være fristende at overspille disse karikerede typer, men her var der tale om et fint, fint spil i troværdig balance.

Og hvad skal man sige om wilierne? Det er jo altid et frydefuldt og skræmmende smukt syn, når de snorlige rækker af hvide, tylombruste, sarte skabninger indtager scenen, med deres udtryksløse ansigter. I andre opsætninger er de set med større blodtørst og krybende uhygge, men her har Hübbe og Englund valgt at fremstille driften til drab, som en ufrivillig handling, der udføres med tungsindig sorg.

Det er også med sorg, at vi med denne opsætning ser Silja Schandorff som Giselle for sidste gang. Til gengæld er det med lys forventning, at Nicolaj Hübbe nu for alvor kan bydes velkommen som balletmester på det kongelige teater.