Samtidskunst up it’s ass?
Mette Garfield Mortensen

Hun kravler ind gennem billedrammen i væggen. Tager en hvid natskjorte på, åbner en champagnefalske og sætter sig i sengen. Så dukker hendes kæreste op og tager natskjorte på. Hun skåler, og byder ham velkommen. Han sætter sig under dynen i sengen sammen med hende.
“Jeg vil gerne byde jer velkommen”, siger han til publikum. “Jeg er blevet inviteret af Lilibeth Cuenca i min egenskab af kunstkritiker ”.
Hun tager ordet og fortæller, hvor kritisk han var overfor hendes værker første gang de mødtes. Han kritiserede hendes første re-enactments eller genopførelser af ældre performanceværker. “Vi kom i heftig diskussion - måske er det derfor, vi ligger sammen her i dag”, smiler hun drilsk til ham og publikum. “Du mente re-enactments kun refererede til sig selv og var samtidskunst up it’s own ass!”, fortsætter hun.

Re-enactmentgenren

Den anerkendte kunstner Lilibeth Cuenca har gennem sin karriere iscenesat sig selv og sin omverden i video- og performanceværker med temaer omkring køn, identitet og etnicitet.

Til åbningen af U-Turn kvadriennalen for samtidskunst genopførte hun klassiske performanceværker af kvindelige kunstnere fra 1960-80. De kvindelige kunstnere trådte ud af maleriet og blev aktive subjekter, der selv skabte kunst. En kunst, som ikke var fokuseret på værkets materialitet ligesom maleriet eller skulpturen er det, men derimod en flygtig, iscenesat og procesorienteret kunst, hvor de brugte deres egne kroppe.

Lilibeth Cuenca maler med håret på gulvet, maler med en pensel sat fast på hendes ”nudesuit” mellem benene, sætter blodspor på væggene i Carlsbergs tappehal E, hvor U-Turns store udstilling fandt sted. Hun kopierer og genopfører de ældre kvindelige kunstneres værker. Cuenca tager essensen ud af deres performances og sætter dem ind i en nutidig ramme. Og nu har hun altså også kastet sig over Lennons og Onos Bed-in.

Re-enactmentgenren har bestemt vundet indpas i samtidskunsten. Overalt ser man værker med referencer og samplinger af kunst fra den meget nære fortid. Men er det bare en akademisk genre, der referer til sig selv, og som kritikerne elsker, fordi genren netop berettiger selvsamme fagfolk og kritikere? Cuenca mener re-enactments kan være umiddelbart tilgængelige. Hun oplever ofte børn er interesserede i hendes performances, mens Toke Lykkeberg forholder sig kritisk til genren.

Intimt og iscenesat

De diskuterer sig humoristisk og let gennem diverse emner om samtidskunsten, men afbrudt af Lilibeth Cuencas rap.

Hun er den aktive kunstner, der har inviteret Toke Lykkeberg, teoretikeren. Parret iscenesætter deres intimitet offentligt, ligesom John Lennon og Yoko Ono gjorde det i 1969. Men i Cuenas nye fortolkning er der ingen snak om ”Peace and Love and Understanding”. Parret  i 2008 er måske lidt selvoptagede og taler kun om kunsten og viser, hvor indspist kunstmiljøet kan være. Kunstner og kunstkritiker deler seng, - og selv der taler de om kunst.

Diskussionen, om kunstneren skal kunne forklare sin kunst, er endnu et fortolkningslag. Kuratoren og kritikerens indblandende rolle overfor kunstnerens værk inddrages også. Og ikke mindst bliver det væsentlige spørgsmål vendt og drejet samt stillet rent formmæssigt: Er samtidskunsten ikke up it’s own ass?

En tragi-komisk Elvis imitator
Mette Garfield Mortensen

Elvis træder ind på scenen i hvidt hawai-glitter kostume, åben ned til midt på maven og med sorte bakkenbarter. Han svajer i hofterne, synger, crooner: ”We’re caught in a trap, can’t hold back...” - begyndelsen til Elvis hittet ”Suspicious Minds”.

Det er Elvis imitatoren i skikkelse af Stuart Lynch i anden del af hans ”Absolute All Ego Show”, der for alvor brillerer og tager kegler på Kaleidoskop. Efter sangen sætter han sig til rette i en lænestol og begynder sin monolog om ego’et sat i relief af id’et. Han fortæller om sin fascination af Elvis, og at han siden, han var dreng har vidst, han ville være Elvis imitator, når han blev stor. ”Men jeg har betalt en dyr pris, for er der nogen, der er marginaliseret og gjort grin med i vore dage, så er det Elvis imitatoren”, forklarer han klagende sentimentalt. Hans ego blæses mere og mere op, mens han tordner derud af med sin dommedagsprædiken. Verden er af lave, nu hvor Elvis imitatorer ikke længere kan leve frit.

Der er et markant strejf af alvor i Stuart Lynch’s gakkede show, der kan minde om Monty Python stilen. I ”The Absolute All Ego Show” udforsker han ego’et i stand-up, comedy, cabaret, strip og som sagt Elvis imitationer. Han udforsker ego’ets karakter – fx hvordan det mest oppustede ego ofte i virkeligheden er det allermindste. Han gør grin med og iscenesætter kunstnerkrukkeri. Kunstneren, der må krænge hele sit indre ud på scenen både fysisk og mentalt. Og fordi showet handler om ingenting, det allermest ligegyldige peger forestillingen indirekte på de alvorligere problemer, man kunne tage fat i.

Stuart Lynch er halv brite og halv australier og har boet i 10 år i København. Forestillingen er 10 års sammenblanding af tekster og performances. Vi får derfor også et blik på os danskerne udefra. Og Lynch har ikke nok godt at sige om danskerne: ”De er så smukke”, siger han indledningsvis. Men efter hans mening er det en stor fejl, at danskerne spiser mindre og mindre mørkt groft rugbrød, men i stedet kun vil have det fine hvide. Endnu en skjult politisk, humoristisk kommentar, sidstnævnte til danskernes absolutte ego show.