Annika B. Lewis med Bo Madvig: Dancin' Madly Backwards

To runde numser øverst på benenes stilk åbnede denne tankevækkende performance, der var nået til Dansescenen først i december sidste år. Annika B. Lewis skabte forestillingen sammen med Bo Madvig for et par år siden i Århus, med succes også i det transseksuelle miljø. Halvt skjult i mørket stod numserne i diset lys som kæmpe svampe eller fallosser – det var ikke til at skelne Bo fra Annika.

Efter denne kontemplative begyndelse gik de to performere i gang. Først blev vi ’speeddatet’ samtig med at de klædte sig af. I munden på hinanden smed de en mængde trivielle personalia i hovedet på os. Det er nok rigtigt, tænkte jeg, at de hed Bo og Annika og brugte størrelse 42 i sko. Men Annika siger til sidst: ”Egentlig er jeg en mand”. Lang tid gik før jeg blev forsonet med dette klare brud på plausibiliteten, det autentiske, ja, sandheden simpelthen. De to stod nu i undertøj og vi kunne se, hvordan de så ud. Men i løbet af forestillingen insisterede de på, at Annika var i gang med en række operationer, der skulle gøre hende til en kvinde. Det var jo absurd!

I forestillingens anden del var fokus flyttet fra det ydre køn og kønsroller til den mere inderlige selvudlevering og iscenesættelse: De taler om sig selv (tror jeg) mens de filmer sig selv – men det er den andens ansigt vi ser på skærmen: Den, der lytter, men det igen svært at se forskel. I disse udsagn havde Annika nu været en lille pige, der ønskede at være en dreng. Bo søsatte ideen om, at han egentlig havde opfattet sig selv som intetkøn med et lille vedhæng. Tre lag vævede sig ind og ud af hinanden: sandhed, selviscenesættelsen og forestillingens iscenesættelse. De brugte små trådløse kameraer og billederne blev vist på fire fjernsyn og et stort lærred. Nettets muligheder for selviscenesættelse, spejling og selvrefleksion var nærværende.

Annika ligger henad gulvet og Bo filmer hendes krops intime detaljer, mens han kommenterer 'operationen', betændte hårsække, sjusket barbering, med en opslugt selvforglemmelse, som taler han til sig selv. En stærk, fræk og foruroligende scene.

De strippede for os, klædte sig ud og poserede for os, Bo giver et lynkursus i onani – 'der er én ting, mænd er gode til' og Annika danser en bundløs rumberyster med cellulitterne i muntert selvsving. Til trods for de højtråbende virkemidler var det alligevel en ejendommeligt lavmælt forestilling, der forsigtigt, næsten nænsomt løsnede de første bånd om kønsidenteten, som vores første og primære identitet.

Af Johan Brøndsted

Lars Dahl Pedersen: Deranged Elegance

Tre skikkelser ligger sammenkrummet på gulvet i et køligt sidelys som i en parkeringskælder; indifferent over for menneskekroppens varme og håb. Det er her, midt i november på Dansescenen, at tre mænd i neo-japanske kilte vågnede op og begav sig ind i Lars Dahl Pedersens abstrakte bevægelsesmønstre.

Over de grå kilte var lette bluser af Maria Gyllenhoff, der først var feminine, men da hætten blev trukket op forvandledes danserne til en middelalderlig krydsning mellem riddere og munke. Her blev bevægelserne også sejere og kollektive balancer blev en del af koreografien. Midtvejs smed danserne bluserne og overkroppene blev til en skulpturel del af forestillingen. Muskler arbejdede i forskellige kvaliteter fra det markeret senede (Kang Ma), til det mere spinkle (Pietro La Loggia) til det igen mere kraftige (Reidar Sjøset). Kang Mas kraftfulde og intense solo midtvejs skal fremhæves – her kunne forestillingen gerne have rundet af for min skyld. Lysdesignet af Anja Myung Hansen fremhævede den enkle scenografi: Køligt, i nøje afmålte mængder i blåt, hvidt og gult.

Koreografien arbejdede med rå, brudte og kraftfulde inspirationer fra de sidste årtiers moderne dans samtidig med at flowet i dansen mindede om den 'rene dans' som også Jens Bjerregaards letløbende koreografier herhjemme er udtryk for – deraf også den passende titel: (sinds)forvirret elegance. Således en ny blanding og opdatering af begrebet om den moderne dans. Som sådan var det en ambitiøs forestilling.

Men fordi beskueren blev ført ind i et flydende smukt univers af mennesker i fysisk udveksling blev det tydeligt, at der også manglede noget. Forløbet kom til at virke skematisk opbygget med tydelige og umotiverede skift i bevægelseskvalitet, graden af nærhed og kontakt. Det blev til et katalog af fraser og sekvenser til trods for, at det var fraseret som om, det var en helhed.

Lars Dahl Pedersen skal tage fat i noget, han virkelig brænder for og har behov for at uddybe og bruge dét som brændstof i sit koreografiske arbejde. For jeg vil have intention og vovemod – også, når det er abstrakt. Intention giver transcendens og præcis dét manglede jeg denne aften – alle de mange kvaliteter til trods.

af Johan Brøndsted

Den kongelige Ballet og Dansk Danseteater: Askepot 

I slutningen af oktober var der premiere på Tim Rushtons humoristiske og opdaterede udgave af ”Askepot”. Det er fantastisk at se, hvad nationalscenen kan præstere, når kapellet spiller Prokofjevs smægtende strygerarrangementer, når kostumer og scenografi med en æstetisk enkelhed har forlæggets opulente overdådighed med og korpset sammen med Dansk Danseteater fylder scenen med moderne og klassiske trin. Format og størrelse gør en forskel, men viste også, hvor Tim Rushton kom til kort.   Alt det udenom de  centrale personer var godt: De to stedsøstre, Susanne Grinder og Amy Watson, var vidunderligt tarvelige og lede, kønne og klodsede. I deres entré med stedmoderen, satte de sig bogstavelig talt på faderen og hans tjenestefolk. Læreren i spansk rideskole-stil satte skik på de to søstres løssluppenhed og upolerede optræden, med pegepind og benet strakt ret frem. Frisørerne, Constantine Baecher og Cédric Lambrette, havde latteren på deres side i deres ’udsøgte’ forsøg på at bringe skik på frøknernes krøller med saks og løse håndled.

De store divertissementer ved ballet i anden akt, hvor Askepot gør sin entré nedad en flydende trappe, og siden gemmer sig blandt ballets gæster, er skønne med et satirisk udleverende blik for hoflivets overfladiske nag og hakkeorden. Ballets damer vippede med deres pudrede høje parykker så de blev pikkende høns i hønsegården. Små ting, der stilsikkert vred situationen med en raffineret humoristisk veloplagthed.   Askepot, danset af Yao Wei, var levende som en sommerfugl både i hendes dans og i ansigtets skuespil, og fik en fint tegnet ung kvinde ud af det. I hendes første møde med prinsens overraskes de, og vi med dem. Pludselig står de der overfor hinanden. Den rituelle kurtisering, hendes hånd over hans sænkede hoved – de løftes sammen tre gange. Enkelt og rørende. Det blev mit højdepunkt.   Rushton formåede ikke at folde deres møde og forelskelse overbevisende ud i den række pas de deux’er der fulgte. De var mest holdt i klassisk stil, med herreløft, drej og pirouetter. Her savnede jeg Rushtons tydelige nytolkning af mødet mellem Askepot og prinsen. Kish’ skuespil var stift og det potentielle drama i prinsens søgen efter Askepot i tredje akten fortabtes i udenomsværker. Askepot skulle have haft et mandligt modspil i 2008: En mand med evnen til udtrykke en mangfoldighed af følelser og impulser og en koreografi til at udtrykke dem.

Måske løb Rushton træt, da han endelig skulle forløse selve kærlighedshistorien mellem de to hovedpersoner. Kærligheden lever i 2008 og den er blevet smertefuld og komplekst mangeartet. Rushton skuffede og det endte med et flot paradenummer.

af Johan Brøndsted