Af Nana Toft og Pernille Bøg

Det er et Utopia at tro, at kunsten trives bedst i anarkistiske rammer, mener Nana Toft og Pernille Bøg I denne analyse af teaterlivets ledelsesproblemer. Hvor en del af ansvaret ligger hos øverste instans: Kulturministeriet.

Et land med stærke, modige og toneangivende kulturinstitutioner er vitale for, at man kan udvikle og udfolde sig som menneske og borger. Teatrets rum er anslagsgivende for de indre strømførende erkendelseslag, som kan blive sat i svingninger af disse levende drømmebilleder, fysiske møder, sproglige klange, konfronterende spejlinger og kontrasterende udsagn. Teatrets værker og fysiske møder er udslagsgivende for vores oplevelsesevne og søgen. Men om dette anslag og udslag rent faktisk finder sted i mødet, handler ikke alene om kunsten – om værkerne – men i høj grad også om den måde, teatrene driver ledelse på. Det er nemlig vores påstand, at der er en direkte sammenhæng mellem de rammer, kunsten gives, og den kunst, der frembringes. Der går med andre ord en lige linje mellem kunst, ledelse og økonomi. Visionerne og ledelsesvisionerne - også fra politisk hold - er uadskillelige størrelser. Alt andet er uansvarligt.

 

 

Hvilke krav er der til teatrenes ledelse?

Når der er særligt relevant at tale ledelse, når vi taler teater som kulturinstitution, er det, fordi teatrets råstof er mennesker af kød og blod. Det er Skuespillerne. Kunsterne, vi som publikum møder i teatrets rum. Ikke lærreder eller stenskulpturer, ikke sider i en bog. Det er mennesker, der skal motiveres for at kunne udfolde sig og skabe dét, de kan. Og når det ledelsesmæssige svigt er fatalt for netop skuespillere og andre professionsarbejdere er det, fordi deres identitet i høj grad smelter sammen med deres fag. Ja, de er deres fag, og det betyder dybest set, at ens arbejde er ens liv. Det er det, man ofte betegner som et ”kald”. Mennesker, der drives af et kald, er særligt sårbare overfor det ledelsesmæssige svigt. Men hvorfor har vi oplevet så meget uro om ledelsesposterne for dansk teater de seneste år? Set fra vores perspektiv er en væsentlig årsag den manglende klarhed over kravet til teatrets ledelse.

Både i erhvervslivet, men også inden for det offentlige har professionaliseringen af ledelsesfaget været en del af den fremtidige positionering og strategi. Hvad siger teaterloven overhovedet om ledelse? Hvad siger stillingsopslagene? Vi citerer direkte fra teaterloven 2003: ”   ”. Du har set rigtigt, der er tomt. Hvor er hullet blevet af, hvor er det røget hen? Er det blevet glemt, eller er det simpelthen, fordi ingen tør definere og stille krav til, hvad en teaterchef skal kunne - også selvom vedkommende er ansvarlig for at forvalte flere offentlige millioner. Er det ansvarlig politik, at uddele midler, men ikke opstille tydelige forudsætninger og klart definere, hvad der ledelsesmæssigt - ud over den kunstneriske profil - forventes. Når loven er så larmende tavs om både det governance- og det leadershipmæssige perspektiv, så er det måske ikke så underligt, at det er svært at tiltrække ledelsestalenter og spille sin ledelsesrolle med gennemslagskraft. Hvilken tydelig figur, ville der komme ud af at spille den fri fortolkning af ”Hamlet”, ”Medea” og ”Den Stundesløse” på en og samme tid?

 

Visionære ledere kræves

Det vil være en fejl at hævde, at der ingenting er sket på det uddannelsesmæssige område inden for kunstneriske ledelse i Danmark. På Scenekunstnens Udviklingscenter, Odsherred Teater, kan kunstneriske ledere følge kunst- og kulturleder diplomuddannelsen. Statens Teaterskoles efteruddannelse havde premiere på en 1-årig videreuddannelse til Sceneproducent i august i år. Ifølge rektoren i Odsherred Martin Elung var der 65 kvalificerede ansøgere til diplomuddannelsen, men der blev, i første omgang, kun plads til et hold på 30 ansøgere, og til Sceneliv i oktober udtaler han, at netop det har overbevist ham om, at behovet for at lære at lede er stort blandt de kunstneriske chefer i Danmark.

Det er jo i sig selv positivt, at viljen til ledelse er til stede. Spørgsmålet er bare, om det i sidste ende er nok til både at tilfredsstille det voksende omverdenspres i form af øget konkurrence på ”oplevelsesmarkedet”; kort sagt: der skal sælges billetter, og det indre pres i form af, at kunstnerne og særligt de nye generationer af medarbejdere stiller krav om meningsfuld, engageret og motiverende ledelse. De vil have visionære ledere - ikke en, der remser månedens seneste belægningsprocenter op på medarbejdermødet, og desværre er tendensen set i dette perspektiv, at der oprustes inden for administration, salg og marketing.  Det er ændrede støtteordninger og stadigt højere krav om egenindtjening, der får cheferne på lederkurser. Erkendelsen er, at hvis de ikke lærer at betragte teatret som en virksomhed, så overlever de ikke. Sandt nok.

Men hvis det er det eneste incitament for at tage sig en ledelsesmæssig videreuddannelse, er det sørgeligt set fra et medarbejdersynspunkt. Oprustning på den administrative front skaber ikke synderlig stor medarbejdermotivation.

Del stillingerne i to

Ledelsesudfordringen er altså ikke sort/hvid, men i den grad kompleks. Måske så kompleks at enhver dansk teaterchef får stillet diagnosen skizofreni, inden hun er igennem første sæson.

Kuren mod denne direktør-deling kunne måske formuleres i den manglende paragraf i teaterloven. Giv den kunstneriske teaterchef en tvilling i form af en ligestillet administrativ chef, eller formuler mål om, at kandidaten skal indeholde kundskaber og respekt for begge ledelsesdiscipliner. Det nytter ikke at være visionær, hvis underskuddet fosser ud af plyssæderne, ligesom det ikke skaber visioner, at have et ensidigt fokus på belægningsprocenter og driftsudgifter. Et ensidigt fokus på enten kunst eller økonomi er en kortsigtet ledelsesstrategi, hvor taberne i første omgang er medarbejdere og i sidste ende ikke bare er skatteborgere, men i høj grad også det faktiske publikum, som til syvende og sidst kommer til at lide af ufrivillig kulturel anoreksi, fordi de kunstneriske værker bliver ringere. Er det Danmarks tilbud til kommende teaterchefer og teatergængere? Vi mener, vi kan gøre det lidt bedre.

Ingen garanti for succes

For nu at vende tilbage til den aktuelle situation på Aarhus Teater, der altså står og mangler to direktører. En administrativ leder og en kunstnerisk leder. Når de to direktører er i spil samtidig, bygger det sandsynligvis på bitter erfaring, hvor det blev meget klart for bestyrelsen, at der skulle mere end én person til at løfte de ledelsesmæssige udfordringer. Den tidligere gik vist over på midten med ét ben i prøvelokalet og et andet bag skrivebordet. Opskriften med makkerskabsledelse eller parløb har jo også vist sig succesfuld for bl.a. Betty Nansen Teatret på Frederiksberg, og den synes også at gøre sin virkning på Nørrebros Teater, hvor det unge publikum har vist sig trofast over for Kitte Wagner og Jonathan Spangs ægtepagt. Dét er dog ikke nogen garanti for succes at have et kunstnerisk og administrativt makkerskab, hvis der ikke mellem parterne dels hersker gensidig respekt for hinandens faglighed, dels forståelse af hhv. de kunstneriske og de administrative vilkår. Og her er vi inde ved kernen: kunst, ledelse og økonomi må aldrig blive modsætninger og give anledning til falske modstillinger og skyttegravskrige. Det er forbundne kar. Hinandens forudsætninger. Derfor bør denne indsigt og respektfuldhed italesættes. Ikke som krav, men som mål.

Stillingsopslagene fra Aarhus er ligeså pinligt uformulerede på dette punkt, som teaterlovens beskrivelse af teaterdirektørernes ledelsesmæssige kompetencer. Den ene fokuserer alene på kunst, den anden alene på driftskrav, og vi tør godt forudse nogle gevaldige konflikter og kulturelle sammenstød.

Nej, kunst trives ikke bedst i anarki

Det kunne man jo alt sammen være ligeglad med, hvis ikke det var, fordi at netop kunst, ledelse og økonomi hænger uløseligt sammen for at kunne skabe og udfolde de stærke kunstneriske institutioner, som er så vitale for vores land og borgere. Det er et Utopia at tro, at kunsten trives bedst i anarkistiske rammer. Det er en bedaget ’70’er-hippetåge at indhylle sin kunstneriske vision i. Pointen er, at teaterloven bør stimulere den erkendelse, der beviseligt er til stede i det kunstneriske miljø. Det vil gerne drive professionel ledelse. De lukker nu - endelig - de mentale porte op for, at erhvervslivet har noget at tilbyde kunsten. Og vice versa. New Public Management er kommet for at blive, og der er stadig en masse at lære – også om, hvad der ikke virker. Derfor bør en teaterlov i 2008/09 satte de rammer, der skal sikre den forsatte stimulans i form af at nedfælde konkrete formuleringer, forudsætninger og mål for god kunstnerisk ledelse. Det fælles anerkendende mødested mellem kunst og økonomi skal tydeligt italesættes. Uden den syntese mister kunsten sin manøvredygtighed, for hvem gider komme på fx Det Kgl. Teater, hvis de store kunstnere har forladt scenen på grund af dårlig ledelse, manglende anerkendelse og manglende udfoldelsesmuligheder? Og hvad glæde får man så ud af driftstilskuddet? Det siger sig selv, at teatrene brækker over på midten, når både det kunstneriske, det ledelsesmæssige og det administrative ansvar skal varetages af en og samme. Andre steder i erhvervslivet har man arbejdende bestyrelser, direktioner, funktionschefer, ordførende o. lign. til at skabe klarhed om ansvar og ledelsesroller; lad dette være til inspiration for at nytænke ledelsesvisionen for dansk teater. Vi fortjener det, og chancen er der nu.
Grib den.