Af Majbrit Hjelmsbo

Nekrolog: Ballettens erotiske provokatør
Koreografen, balletmesteren og teatermanden Flemming Flindt er død, 72 år.

Balletmesteren, koreografen og teatermanden Flemming Flindt døde tirsdag d. 3. marts 2009 efter kort tids sygdom i Sarasota, Florida. Han blev 72 år. Flemming Flindt var Den Kgl. Ballets mest betydningsfulde koreograf i anden halvdel af det 20. århundrede. I sin tid som balletmester for Den kgl. Ballet fra 1966-1978 gav han kompagniet en ny og mere moderne profil især i kraft af sine egne balletter, (nogle vil mene på bekostning af Bournonville-repertoiret). Han formåede tillige at nå ud til et bredere og yngre publikum med sin veludviklede næse for, hvad der rørte sig i tiden, sit pionersamarbejde med tv-mediet og sin drevne sans for publicity og markedsføring i pressen.

Flemming Flindt (født 30/9-1936) blev optaget på Det kgl. Teaters Balletskole som knap 10-årig i 1946. Hans vigtigste lærere var Harald Lander og Vera Volkova. Han debuterede som 13-årig som Skorstensfejeren i Landers børneballet Hyrdinden og Skorstensfejeren (1950). Han blev ansat som danser i 1955 og fik roller som Harlekin i Balanchines Søvngængersken og Benvolio i Ashtons Romeo og Julie. Allerede fra 18-årsalderen dansede Flindt som gæstesolist ved London Festival Ballet, hvor han dansede Gennaro i Landers enakts-version af Napoli, soloherre i Landers Etudes, Trommeslageren i Lichines Graduation Ball og Rosenånden i Fokins Rosendrømmen med optræden i Royal Festival Hall og på turnéer i Europa og Østen.

I 1957 fik Flemming Flindt titlen som kgl. solodanser og vendte efter sin orlov hjem til Kongens Nytorv. Efter en alvorlig knæskade vendte han stærkt tilbage til scenen i 1959 som en rapfodet Harlekin i Brenaas opsætning af Harlekins Millioner og en maskulin Nilas i Cullbergs Månerenen. Han gjorde sig tillige bemærket i karakterfaget som en fyrig Don José i Petits Carmen og en temperamentsfuld Leonardo i Rodrigues Blodbryllup. Og senere udstrålede han farlig dyriskhed i Petits Ulven og lidenskabelig urkraft i sin egen Den Forunderlige Mandarin. Men han dansede også en romantisk James i Bournonvilles Sylfiden, var Armand i Kirsten Ralovs Kameliadamen og Romeo i Ashtons Romeo og Julie.

I 1960 lokkede Pariseroperaens Ballet med titlen som danseur étoile. Flemming Flindt havde udviklet sig til en af sin generations største dansere, og med sin stilfulde og virtuose teknik var han selvskreven til hele det klassiske repertoires hovedroller, som f.eks. prins Siegfried i Svanesøen, Albrecht i Giselle, Frantz i Coppelia og Colas i Ashtons La Fille Mal Gardée.

Det var også i Paris Flemming Flindt stiftede bekendtskab med Eugène Ionescos absurde teater, der blev den mest givende inspirationskilde for Flindts koreografiske virke. Flindt debuterede som koreograf i tv i 1963 (vinder af tv-prisen Prix Italia) med gyserballetten Enetime, en bearbejdning af Ionescos skuespil La Lecon. Et mesterværk, som vil blive stående i dansk ballethistorie. Efter tv-debuten omplantede Flindt med stor succes Enetime til scenen, først på Opéra Comique i Paris og efterfølgende på Det kgl. Teater i 1964. Siden har Enetime gået sin sejrsgang, og er den ballet, Flindt har iscenesat med flest kompagnier verden over.

To andre Flindt/Ionesco-balletter fulgte, begge kreeret for tv for derefter at blive tilpasset scenen. Først Den Unge Mand Skal Giftes til musik af Per Nørgård i 1965, og dernæst Dødens Triumf i 1971 til rockmusik af Savage Rose. Og i 1972 bragede Dødens Triumf igennem på Det kgl. Teaters scene og blev hurtigt den helt store billetsælger, der formåede at tiltrække til et nyt og yngre dansepublikum. Dødens Triumf har fået ikonstatus som signaturværk for Flemming Flindts 1970er-æra. I Dødens Triumf præsenterede Flindt for første gang ”Det Nøgne Look”, der var et centralt motiv i flere af hans 1970er-balletter, ligesom han ofte kredsede om det erotiske som et pirrende omdrejningspunkt i sine værker. Interessen for det seksuelt løsslupne havde Flindt allerede demonstreret i 1965, hvor han skabte sensuelt æggende og ekstatiske danseoptrin, der inkluderede sexlivets 69-stilling, til Valpurgisnattens sex-orgier i Jean-Louis Barraults opsætning af operaen Faust på Metropolitan i New York.

I 1966 blev Flemming Flindt hentet hjem til Kongens Nytorv og udnævnt til balletmester for Den kgl. Ballet. Som balletmester var det Flindts ønske at ”lufte ud”. Ansvaret som leder af Balletskolen blev adskilt fra balletmesterjobbet og lagt i hænderne på Henning Kronstam. Flemming Flindt ville først og fremmest selv koreografere, men tilførte tillige repertoiret værker af både danske og udenlandske koreografer, ligesom han åbnede kompagniet for udenlandske dansere. Bl.a. blev Sorella Englund, Eva Evdokimova og Bruce Marks tilknyttet Den kgl. Ballet i Flindts tid.

Blandt de udenlandske koreografer, som Flindt engagerede, var f.eks. Jerome Robbins, John Cranko, George Balanchine, Paul Taylor (med Aureole, som blev den første moderne dans, hvor de kgl. dansere smed skoene i 1968), Roland Petit , Glen Tetley, Antony Tudor, José Limon, Rudi van Danzig, John Neumeier (Romeo og Julie), Hans van Manen og Lar Lubovitch. Af hjemlige koreografer, som var på repertoiret i Flindts tid, finder man f.eks. Nini Theilade, Elsa Marianne von Rosen og Eske Holm. Og som noget nyt introducerede Flindt ”De Unge Koreografers Matiné”, hvor tre unge koreografer, Dinna Bjørn, Peter Schaufuss og Hans Jakob Kølgård debuterede i 1970.

Selv lagde Flemming Flindt ud med den publikums-imødekommende og underholdende Dumas-ballet De Tre Musketerer (1966), hvor han demonstrerede sit talent for at skabe store teatershows. Dernæst høstede han roser for sin iscenesættelse af Bournonvilles Kermesse i Brügge med Hans Brenaa ved sin side, men tabte herefter interessen for Bournonville-arven og koncentrerede sig om sine egne nykreationer. Vivi Flindt (født Gelker) indtog her hurtigt rollen som koreografens personlige muse og foretrukne danser – og kone.

TV-mediet var en vigtig samarbejdspartner for Flemming Flindt, der ønskede ballet som kunstart formidlet ud til et bredest muligt publikum. Blandt øvrige Flindt-balletter som blev vist i tv kan nævnes: Ballet Royal og Svinedrengen (begge til musik af Knudåge Riisager), Le Sacre du Printemps (første danske version), Sommerdanse, (Flindts første barfodskoreografi fra 1970), Nøddeknækkeren, Felix Luna, De Fire Årstider, Fyrtøjet, Salome og Lucifers Datter.