Af Mette Garfield

Teatermanden Artauds opgør med tekstens dominans i scenekunsten er omdrejningspunkt i Stuart Lynchs konceptuelle performance The Artaud Engine på Dansescenen. Med en enkel æstetik og frapperende scenebilleder forvandles teori til kropsmaskine

Carl Th. Dreyer i samtale med Artauds mor. De taler om Artaud, deres søn. De holder på formerne og på dem selv. Artauds mor i sort diva kjole. Med lang smuk hals. Dreyer fejer med en kost. Så taber han den.
Og det bliver mørkt. En flænge åbner sig indtil en anden virkelighed. Moderen splintrer i et vanvittigt skrig.
Så samler Dreyer kosten op igen, og deres samtale fortsætter som før - som om intet var hændt.
Det er denne dobbelthed, det hårfine skel mellem de rationelle konventioner og det splittergale, der iscenesættes præcist og med meget enkle virkemidler i The Artaud Engine. Danserne bevæger sig også unisont med skuespillerne i en dobbeltkoreografi. Danserne bliver karakterernes anden side, deres mørke spejlinger.
For det er ikke Antonin Artauds personlige liv og skæbne Lynch er interesseret i, men derimod hans tanker om grusomhedens teater: frembringelsen af det groteske og ækle udenfor ordets rækkevidde i scenekunsten. Sprækkerne mellem liv og kunst, krop og ord - repræsentationens problematiske dobbelthed optog Artaud.
Betydningen i performancen ligger derfor gemt i forskellene mellem dialog, dans, video og lyd. Performancen er som en maskine af ord, bevægelser, lyd og lys,  der er i konstant bevægelse. Lynch videreudvikler Artauds tanker og lader maskinen producere udtryk, hvor nærværet og fraværet, dobbeltheden i repræsentationen er til diskussion og forhandling. Publikum kan træde ind i maskinen og komme ud derfra med en billedlig, fysisk fornemmelse af Artauds tanker om nedbrydningen af det bevidste i en søgen mod det andet.
Lars Bom og Charlotte Munck brillerer i de sofistikerede fiktive dialoger mellem Th. Dreyer og Artauds mor. Ødipus trekanten mere end antydes.  
Danseren Bo Madvig giver intenst og skrøbeligt liv til Artaud-skikkelsen, mens Tiziana Fracchiolla brutalt gestalter diverse feminine indre dæmoner. Forestillingens andet akt kunne dog med fordel godt være skåret ned.