Af Mikael Garnæs
Tristan bliver frygtelig, skrev Wagner. Aldrig havde publikum hørt magen, - og Wagner selv fik nærmest et nervøst sammenbrud efter fire opførslser. På Operaen er man aktuel med en nyopsætning af ”Tristan og Isolde”, der får en ekstra dimension i lyset af Thomas Manns novelle fra 1903.
 - John Lundgren og Randi Stene - 'skyggepersonerne’ Kurwenal og Brandgäne i Wagners ”Tristan og Isolde”. (Foto: Per Morten Abrahamsen)
”Hun spillede begyndelsen med en omstændelig, pinefuld langsomhed, med foruroligende langtrukne pauser mellem de enkelte figurer. Længselsmotivet, en ensom, vildfarende stemme i natten, lod sit ængstelige spørgsmål høre så dæmpet. Stilhed og venten. Og se, nu blev der svaret: den samme tøvende, ensomme klang, blot lysere, spædere. Den klaverspillende dame vi her møder, er en ung, tuberkuloseramt frue ved navn Gabriele Klöterjahn, som er en af de to hovedpersoner i Thomas Manns novelle ”Tristan” fra 1903. En mesterlig novelle, der giver et billede af sin tid, og som viser hvor dyb en indvirkning Wagners ”Tristan og Isolde” havde, ikke blot på sam- og eftertidens musik, men på hele det kulturelle klima: litteratur, malerkunst og filosofi.
Gabriele Klöterjahn skildres som en fin og skrøbelig, overjordisk og yndig skabning. Hun har en lidelse i luftrøret, og bliver derfor ledsaget af sin mand til sanatoriet. Man har forbudt hende at spille klaver. Det tåler hendes nerver og hendes helbred ikke. Men skæbnen vil, at hun møder en anden af patienterne på sanatoriet, forfatteren Detlev Spinell. Han bliver beskrevet som en aparte særling, en livsfjern æstet, som de andre beboere morer sig ikke så lidt over. Men de to beslægtede naturer mødes i fælles åndelig betagelse, og kulminationen på deres forhold indtræder, da hun en stille eftermiddag spiller uddrag af ”Tristan og Isolde” for ham på et flygel i sanatoriets salon. Midt i de banale omgivelser folder musikken sig ud i al sin dæmoniske magt og forvandler deres liv.
For Thomas Mann var Wagners musik en livslang passion, der satte sig dybe spor i hans værker. Wagners musik var en stadig udfordring for Thomas Mann. Musikken, kunsten, det irrationelle og emotionelle stod for ham som modpolen til den sunde og livskraftige, borgerlige eksistens, han var vokset op med, og følte sig dybt forbundet med.
Kærlighedens evige nat
Tiltrækningen mellem Gabriele Klöterjahn og Hr. Spinell er af sjælelig, højst ukødelig karakter. Man kunne sige: lige som forholdet mellem Tristan og Isolde, hvis store, timelange såkaldte kærlighedsscene i operaens anden akt er fyldt med lidenskabelige diskussioner om eksistensen, liv og død og kærlighedens væsen, men som ikke rummer så meget som et eneste kys.
Siddende ved flyglet i sanatoriets musiksalon gennemlever fru Klöterjahn og hr. Spinell Wagners ekstase: ”Og en hemmelighedsfuld duet forenede dem i elskovsdødens uendelige håb, i den evigt uadskilte omslyngethed i nattens vidunderrige. Liflige nat! Musikken er berusende. Men efter beruselsen kommer tømmermændene, og dem kendte Thomas Mann også, lige som filosoffen Nietzsche, der begyndte som glødende Wagnerbeundrer og endte som hans indædte kritiker. Thomas Mann var blandt de første til at gøre opmærksomme på de psykologiske dybder i Wagners digtning i foredraget ”Richard Wagners lidelse og storhed” fra 1933. Nietzsche havde skrevet om, at Wagner har tilført musikken en ny udtryksdimension, men samme Nietzsche havde advaret mod det, han kaldte Wagners sygelige indvirken på kroppen og nervesystemet. Og associationerne mellem kunst og sygdom er et hovedtema hos Mann.
 - Den irske Isolde - Tina Kiberg. (Foto: Per Abrahamsen)
Wagner og nazismen
Rigtig slemt blev det, da nazisterne i 1930-erne med Winifred Wagners fulde støtte overtog Wagners festspilhus i Bayreuth og monopoliserede hans værker. Hitler opfattede Wagner som en profet, som han selv gik i fodsporene på. Det værste var, at nazisterne trods deres lavvulgære udnyttelse af Wagner ikke havde helt uret. Wagners skrifter er virkelig fyldt med antisemitisme, tysk nationalchauvinisme og uklar mysticisme. For Thomas Mann var det en udfordring, som han måtte tage op, da han i sin alderdom som landflygtig kom til Amerika. Men han var også farlig, og kunne bruges af mørke kræfter. Mann så det som sin mission at bevare de positive sider af Wagner og fortælle om dem til tyskerne og den fjendtlige omverden. At det var ham, og ikke nazisterne, der havde ret, betonede han med de selvbevidste ord: ”Hvor jeg er, er også den tyske kultur.”
Et af Thomas Manns midler til at beherske komplicerede situationer havde hele tiden været humoren. Til forskel fra f. eks. Wagner var ironien et af hans foretrukne virkemidler. Oppe på de Wagnerske højder har både novellens hovedpersoner og læseren fuldstændig glemt, at der faktisk er en tredje person til stede i musiksalonen. Men det har forfatteren ikke:
”Imens havde hos justitsrådinde Spatz kedsomheden nået den grad, hvor menneskets åsyn fortrækker sig, dets øjne står ud af hovedet og ansigtet antager et ligagtigt, skrækindjagende udtryk. Justitsrådinden var bange for at få et krampeanfald. ”Jeg bliver nødt til at gå tilbage til mit værelse,” sagde hun lavmælt. ”Farvel så længe, jeg kommer tilbage …”
Og så er vi med et bump tilbage i den banale hverdag, blandt mennesker der aldeles ingen sans har for det metafysiske. Hr. Spinell kan kun hviske ”Anden akt”. Fru Klöterjahn vender siderne og spiller videre.
 - Tristan og Isolde - det 19. Århundredes største kærlighedshistorie. (Foto: Miklos Szabo)
Opera og novelle
Mødet mellem fru Klöterjahn og hr. Spinell over Wagners musik er højdepunktet af novellen, og derefter går det hurtigt ned ad bakke for dem begge. Anstrengelserne har været for store for Gabriele, hvis tilstand hurtigt forværres, så hendes mand må tilkaldes. Hr. Spinell kan trods sin betagelse af Gabriele kun kan mande sig op til at skrive et fornærmende brev til hendes intetanende ægtemand. Den handlekraftige hr. Klöterjahn opsøger ham straks på hans værelse og skælder ham bælgen fuld fyldt af retfærdig harme, uden at hr. Spinell formår at svare for sig. Den lungesyge Gabriele dør i sin mands arme, mens hendes æstetiske tilbeder ”ved en sjælelig proces, som det ville føre for vidt at analysere” når til den beslutning at rejse sig og motionere lidt, at gå lidt ud i det fri. I novellens slutafsnit møder han Gabrieles prægtigt velnærede, gennemsunde lille søn, der sidder i sin barnevogn og jubler i overstadig livskraft. Synet får hr. Spinell til at tage flugten. Den ultimative ydmygelse. Jaget på flugt af et spædbarn!
Ironien overfor den ynkelige hovedperson er til at tage at føle på. Men som altid hos Thomas Mann har sagen to sider, for læseren har ikke glemt den glødende ekstase i beskrivelsen af Wagners musik. Oplevelsen har rent faktisk fundet sted, selvom meget gik galt. Indfølelse og ironisk distancering. Varmt og koldt. Efter læsningen af novellen sidder man tilbage både bevæget og med en stille latter.
|
