Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Anmeldelse / marts 2014

Transformatoren

Spilleperiode: 13. marts – 5. april 2014. Tirs-fredage kl. 20, lørdage kl. 17
Spillested: Cafeteatret, samproduktion med The Nielsen Movement
Manuskript, performance og iscenesættelse: Nielsen
Iscenesættelse: Petra Berg Holbek
Scenografi og kostumer: Palle Steen Christensen og Ingvild Rømo Grande
Lysdesign og videoteknik: Morten Kolbak og Rasmus Kreiner
Lyd og musikproduktion: Mads Emil Nielsen og Jakob Riis
Af Anne Liisberg

Kamæleonkunstneren Nielsen kalder sig denne gang for The Nielsen Movement, hvilket passer fint til forestillingen Transformatoren, hvor han sætter kønnet i kunstnerisk bevægelse. Eller måske er det bare mennesket, der frisættes, og har kønnet som en af sine mulige identifikations- eller eksperimentformer? Der er ikke, og kan jo ikke være et endeligt svar på den uendelige bevægelse, et køn, en identitet, et menneske gennemløber.

Nielsen har både tematisk og i sit formsprog godt fat i denne uendelige transformation. Vi bænkes således ikke på de vante, trygge tilskuerpladser i første omgang, men venter længe i foyeren, indtil der pludselig køres en montre ind. I montren sidder Nielsen ubevægelig… længe… meget længe… eller måske ganske kort? I hvert fald længe nok til, at mobilerne rastløst ryger op af lommerne. Og småsnakken stiger, til montren atter køres ud og erstattes af en lydcollage. Nielsen returnerer, nu som meget troværdig Karen Blixen-gestalt, der ridser temaet op: hvor mange mulige køn/stemmer/toner/væsner/arter etc. rummer ét menneske? Blixen opfordrer os til at vende blikket fra vores elektroniske apparater (nogle fik måske røde ører netop da) og mod myterne. Hun vil slippe myternes kvindelige kræfter fri ved at skabe et helt nyt væsen af den klump ler, vi netop så – altså Nielsen i montren.

Således vagt erindret om Golem og Homunculus-myterne følger vi med Blixen-Nielsen til teatersalen, hvor han i sin lerkrop fødes af vandet, kravler op på bredden og evolutioneres til en fugl, der derefter transformeres til det svigtede og hævnende umenneske Medea, vores første mytiske kvinde/væsen. Siden følger Ofelia – poesi og vanvid, Antigone – sorg og vildskab, og Michael Jackson, der symboliserer et (optisk) negativ på mange planer, det være sig i skiftet på hans hudfarve, hans ”feminine” kropslighed eller blot sangen Bad, der trigger en række modsatrettede associationer i tilskuerens erindring.

De skiftende transformationer holdes sammen af filmklip med storytelleren Blixen-Nielsen og gentagelser som børnesangen Se min kjole, hvor kjolen (og positionerne) kan antage mange farver, men også til sidst kan negeres: ”Der er ikke noget at se”.

Der er dog rigtig meget at se i denne forestilling, der spiller stærkt på sanserne, især høre- og synssansen. Nielsen har en enorm kropslig spændvidde fra det stærke, skulpturelle udtryk til det bløde, indtagende, indsmigrende. Tilskuernes bevægelse ind og ud af salen er en del af forestillingen, og scenografien rummer naturligvis også enkle, men virkningsfulde transformative elementer omkring den centrale, grønligtdybe ursø, Nielsen-væsnet fødes af. På lydsiden imponerer Nielsens egen stemmekontrol, der kan gå fra moduleret sang til skrigende diskant i et splitsekund – og mange steder derimellem og ved siden af. Gribende er Medeas døde børn, der som små, svingende mikrofon-lig afgiver uartikulerede lyde, smuk er Ofelias sang og flænseskræmmende er Antigones guitarhærværk og de x-ray-lignende projektioner af hendes hårde krop i regntøj. Blixen-projektionerne krakelerer fra sin sammenbindende funktion til gradvist at spille med i identitetseksperimentet. Måske kunne denne vej være udforsket endog mere, hvis decentrering og metamorfose er målet?

Transformatorens tema er ikke nyt, men Nielsen får pirket på sin egen måde, der bl.a. har sin berettigelse i sit voldsomme, kropslige nærvær, der nok støttes af intellektet, men også provokerer/kæler/udfordrer/leger med vores kroppe og tanker på en lidt mere krævende - og i dette tilfælde ganske givende – måde, end en gennemsnitsaften i teatret byder på.

Teater 1

Store Kannikestræde 8
1169 Kbh K

 

Webredaktion

Rie Hammer
Mette Garfield 

 

Teatermagasinet Teater 1 udkommer fire gange
om året og er Danmarks eneste tidsskrift for både
dans, teater og performance. Vores mål er at tage
fat, der hvor dagspressen stopper.

WebDesign Morten Bak
mkcb.dk